Kære sundhedsplejerske.
Jeg er frustreret og ked af min lille datters manglende appetit. Hun er 8,5 måneder, og vi har været i gang med grød og mos, siden hun var knap 6 måneder. Hun har hele tiden været småtspisende – det tror jeg i hvert fald. Det er så svært at vurdere, om hun er “normal” eller spiser mindre end andre babyer.
Vi er i gang med rigtig mad også, men på stort set intet tidspunkt i denne proces, har jeg nydt det.
Min datter vågner gerne klokken 5. Nogle gange er hun hys efter brystet og får det, hvis klokken er nærmere 4 end 5, andre gange undlader vi det.
Vi tilbyder hende morgenmad omkring klokken 7. Her serverer vi oftest grød og frisk frugt. Hun spiser sjældent meget af det. Hun lægges til lur cirka en time efter endt måltid.
Når hun vågner omkring 9.30-10 bliver hun tilbudt mad igen. Det kan være grød, små hapsere, pandekager eller lignende. Hun har tidligere spist godt til dette måltid, men gør det ikke for tiden.
Omkring klokken 11.30-12 tilbydes hun frokost. Hun får hapsere af rugbrød, bondebrød eller de der lette knækbrød, der opløses af spyt. Vi har størst succes med knækbrød. Det andet spytter hun ud i stedet for at synke. På brødet kommer vi leverpostej, smør, makrel, hummus, avocado, frugtmos eller lignende. Synes vi har prøvet det hele. Vi har også tilbudt grøntsagsmos, men også det afviser hun.
Før eftermiddagslur omkring klokken 13.30 bliver hun ammet.
Alt efter hvornår hun vågner får hun lidt frugt.
Til aften (17.30-tiden) får hun det samme som os i stave eller bidder, så hun selv kan styre det. Vi laver også mos til hende og kan have held med at få det i hende, hvis hun leger med en gaffel eller andet imens.
Hun bliver ammet til natten omkring klokken 19 og får bryst en enkelt gang om natten.
Det skal siges, at hun gerne tager fat i maden, undersøger den, moser den og putter den i munden. Hun gider bare sjældent arbejdet med at tygge og synke.
Til gengæld elsker hun frisk frugt og kan nemt spise melon, fersken eller en hel kiwi i stave på få minutter.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få hende til at spise, og jeg er kørt helt ned over det. Jeg græder og føler mig som en fiasko-mor.
Ved måltiderne forsøger vi at holde god stemning, så hun ikke mærker noget, men gerne skulle have en hyggelig oplevelse. Det er bare svært, når mit overskud er lavt, og jeg hele tiden bekymrer mig.
Når vi ikke sidder til bords, er hun glad, frisk og livlig. Hun kravler løs, rejser sig op ad ting og spurter rundt i huset med sin gåvogn eller med os os i hænderne.
Flere siger, at det med mad nok skal komme, men jeg er så meget i tvivl.
Hvad kan jeg gøre? Er det normalt, at en pige på hendes alder ikke har den store lyst til mad? Kommer det med tiden, eller skal jeg sætte ind med noget? Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med andre babyer, som ser ud til at hælde mad i sig, men er det, fordi de bare ikke viser, at deres også mere moser rundt i maden og spytter den ud i stedet for at spise et helt måltid?
Jeg håber, du kan hjælpe eller i hvert fald berolige mig.
Vh.