Hej
Jeg har en masse spørgsmål angående min datter på 7,5 mdr. De fleste omhandler mad, så jeg skitserer lige hvorledes et døgn nogenlunde ser ud:
Mellem kl. 3 og 5: ammes
Kl. 6: vågner
Kl. 7: havregrød. Lavet på 1,5 dl MME, men hun spiser nok kun halvdelen.
Kl. 7-8: første lur (sover mellem 1 og 2 timer)
Kl. 11.30 ca: øllebrød/kartoffelmos (inkl. 1/2 dl MME) og frugtmos
Kl. 12-13: anden lur (sover cirka 1,5 time)
Kl. 14-15: frugt
Kl. 15-16: ammes
Kl. 16.30-17: tredje lur (sover cirka 1 time)
17.30-18: kartoffelmos med gulerod/broccoli/blomkål (inkl. 1/2 dl MME). Er lige startet på lidt kød. Frugtmos til dessert.
Kl. 20-20.30: ammes og puttes
Sover 2-4 timer
Kl. 22.30-01.00: ammes godt og sover igen 3-4 timer
Kl. 03-05: vågner og ammes lidt. Sover 1-3 til kl. ca. 6.
Drikker vand af kop til alle måltider, og gerne oftere.
Hun spiser ALT hvad hun bliver præsenteret for. Og spiser nok ret store portioner.
Ammes hun nok? Hun spiser rigtig godt af den anden mad. Men ammes jo kun 4 gange i døgnet. Og slet ikke fra ca. kl. 5 til kl. 15.
Får hun i det hele taget set hun har brug for?
Kan hun spise vores mad? Hvis vi får boller i karry – skal hun så ikke have andet end ris, kød og sovs? Nu får hun jo mos, så laver man en overgangsmad fra mos til små stykker kartoffel f.eks.?
Hun bider store stykker af agurk, brød og også af bløde frugter. Hvad kan et alternativ være, så hun stadig får noget i hænderne? Jeg lader hende ‘fange’ kødstykker fra bordet. Dem får hun rent faktisk ind i munden.
Hvordan er fordelingen af de forskellige ting? Kød, grønt og kartoffel/ris/andet?
Hun får MME i sin havregrød/kartoffelmos/øllebrød. Men det sniger sig jo maksimalt op på 2 dl om dagen. Skal hun så have et halvt brev jernpulver? (Og kan man gemme anden halvdel til dagen efter? Eller kan det ikke holde sig?)
Hun er et meget varmt barn. Sveder så hendes hår er vådt, når hun okser rundt om dagen. Kryber hurtigt rundt i fineste B. S. Christiansen stil. Kravler lidt. Og ellers står den på bjergbestigning uafbrudt. Hun rejser sig op ved alt! Så der bliver brugt meget energi. Jeg giver hende kun en kortærmet body på, og alligevel sveder hun.
SKAL hun have strømper på? Jeg synes hendes fødder bliver kolde, hvis hun ikke har strømper på. Men hun sveder jo så meget, så det virker jo også forkert at give hende dem på.
Det samme gælder om natten. Hun har det simpelthen så varmt. Sover kun i kortærmet body og sparker dynen af. Kan vi have vinduet stående på klem? Eller går det ikke med træk?
Det var vist det hele 🙂
Vh