Kære Else.
Jeg har forsøgt at få noget inspiration fra de andre madspørgsmål, der er blevet stillet her på jeres hjemmeside. Men jeg mangler lige noget mere inspiration og hjælp – så jeg håber, du kan hjælpe mig!
For jeg er ved at blive lidt desperat.
Min søn er knap 9 måneder gammel. Han trives fint og er en glad og MEGET aktiv dreng. Han sover godt om natten og er også som regel god til at spise. men han har nu nået en alder, hvor han jo gerne skulle spise mere af den mad vi spiser, så vidt jeg har forstået. Og her kommer mine bekymringer så:
1. Han har utrolig svært ved at spise klumper.
Det lader til, at hans brækpunkt ligger meget langt fremme, for han får meget let brækfornemmelser og kaster også op ‘ofte’, når han spiser. Han får havregrød til morgenmad med lidt frugt i, rugbrød til frokost, yoghurt naturel med frugt og havregryn om eftermiddagen og så noget grøntmos med kød om aftenen. Derudover bliver han ammet.
Men hvordan kan vi lære ham, at spise mere klumpet mad, når han kaster op, når vi forsøger? skal vi blot blive ved? hvornår kan man forvente, at de kan spise mere klumpet mad?
2. De sidste par dage er han begyndt at afvise noget af skemaden og blive utrolig arrig. Det ser lidt ud som om, at han enten gerne vil have vores mad, men den kan han jo ikke spise, da han, som skrevet ovenfor, kaster op eller får brækfornemmelser, eller han selv vil spise/tage maden i munden, som han heller ikke er så god til endnu.
Han maser maden i hænderne, hvilket han jo skal have lov til, men det får han ikke så meget mad i maven af. Så hvad skal vi gøre i de arrige situationer? skal vi bare acceptere, at han så ikke får så meget mad? Er det okay, at han bare får ‘hvad han peger på’, når han synes vores mad er mere interessant?
3. Han er mest stemt for at få leverpostej på sit rugbrød til frokost – er begyndt at spytte stykkerne med torskerogn og andet ud – skal vi bare blive ved med at give ham leverpostej eller skal vi blive ved med at forsøge andet pålæg?
4. og i forlængelse af det – vi kunne godt bruge lidt inspiration til mad, som han kan spise, når han stadig er på mellemstadiet, så det ikke hele tiden bliver leverpostej og så noget yoghurt om eftermiddagen.
Håber, det hele giver et billede af situationen. Jeg synes jo, det er et kæmpe ansvar at lære ham at spise godt og lige nu er det jo vores ansvar, at han får, hvad han har brug for – og det er jo nok de fleste forældres bekymring. Så jeg håber, du kan hjælpe.
Han har fået nogle tænder.
På forhånd mange tak for hjælpen – og godt nytår
/