Hej,
Jeg savner inpiiration til mad til min datter på 16 måneder. Hun vil ikke længere have grød. Hun har ellers, lige siden hun startede med fast føde, fået grød med frugtmos hver morgen. Nu vil hun ikke længere have grøden. Hun har aldrig villet have havregrød eller havregryn med mælk. Dagplejemor har også forsøgt med havregrød, men uden held.
Jeg giver hende i øjeblikket en bolle med smør og ost til morgenmad, men jeg syntes hun får rigeligt med brød resten af dagen, så jeg vil gerne hun får noget andet til morgenmad. Jeg har overvejet yoghurt naturel eller A38 med frisk frugt, men er bekymret for, hvorvidt hun får for meget protein.
Resten af dagens måltider ser sådan ud:
Formiddag (kl 9) – bolle med frugt
Frokost (kl 11.30) – rugbrød med pålæg og grønt
Eftermiddagsmad (kl 15) – bolle/knækbrød med frugt
Køretur hjem (ca. kl 16) – bolle
Eftermiddagsmad (kl 17) – rugbrød med pålæg eller rester fra aftensmaden dagen før
Aftensmad (ca. 18-18.30) – pasta/kartofler med grønt og kød, nogle gange rugbrød hvis der ikke er tid til andet eller jeg er alene med hende
Godnat-flaske (ca. 19.15) – 150 ml MME (allomin 2)
Vi får at vide, hun ofte spiser meget til frokost (4-5 kvarte stk. rugbrød) og hun har ofte en voldsom appetit først på eftermiddagen og spiser ikke så meget, når vi kommer til aftensmaden.
Godnat-flasken er et dejligt afslappende ritual, som jeg gerne vil holde fast i, til hun er stor nok til, at jeg kan erstatte det med et andet meningsfuldt ritual, såsom godnat-læsning eller bad hver aften – hvilket lige nu ikke egner sig som putte-ritual, da hun synes, det er mega sjovt og ikke spor nu-går-vi-i-seng-afslappende.
Ud over godnat-flasken er det begrænset hvor meget mælk hun drikker. Hun er dog begyndt at drikke lidt mere til aftensmaden, idet jeg blander letmælken op med probiotika (Udo’s Infant Probiotics) hvilket hun virkelig godt kan lide. Dette gør jeg fordi hun har været igennem et par penicillin –kure, derudover har jeg selv IBS og oplever det hænger sammen med kosten og sammensætningen af tarmfloraen, og jeg ønsker ikke hun skal trækkes med det, som jeg har gjort.
Jeg vil gerne have inspiration og input til alternative, gode og sunde morgenmåltider.
Hilsen Stine