Hej Else.
Jeg skriver til dig, da vi har nogle udfordringer med vores dejlige datter på nu knap 5 måneder. Jeg har med succes ammet hende, og siden hun fyldte 4 måneder er hun desuden blevet suppleret med grød to gange dagligt til middag og aften. Hun har taget rigtig godt imod grøden, ingen maveproblemer og spiser godt. Vi har gennem tiden prøvet at give hende flaske med blanding af Nutramigen og modermælk pga. allergidisponering. Dette tog hun ikke godt imod, hun skreg og vred sig, så det har stort set været umuligt at give, og derfor er hun blevet ammet fuldtid i stedet.
De sidste 14 dage har jeg dog forsøgt mere målrettet at vænne hende til flaske. Hun skal starte dagpleje medio august, og der er det jo vigtigt hun kan tage flaske, og desuden kunne det være rart at kunne få lidt aflastning af far/bedsteforældre. Desuden sover hun ofte kun 2 timer af gangen om natten mellem amningerne, så kunne være rart med lidt mere mættende mælk samt at faren til tider kunne tage over, da jeg er træt, træt, træt!
Jeg har nu hver dag i 14 dage givet hende ca. 50 ml ren modermælk i flaske. Hun er stadig meget utilfreds med situationen, men hun skriger og vrider sig knap så meget. Det kan dog nemt tage 45 minutter at give hende de 50 ml, så det er stadig ikke uden kamp. Vi giver det mest ca. kl. 16.30 (når hun vågner fra eftermiddagslur) men jeg synes efterhånden, vi har prøvet alt.
Min mand har også prøvet at give hende det, fordi hun ikke forbinder ham med mad, det hjalp ikke, vi har prøvet at skifte stilling og sted eks. give hende det liggende med pude i ryggen og i hendes seng for at det ikke mindede for meget om at blive ammet, vi har prøvet at give hende det halvsovende om morgenen, vi har købt flaskesutter som minder om hendes narresut, men intet virker!
Vi har brug for et råd! Hvad kan vi gøre for at hun vil tage mere flaske, så hun bliver mæt, uden den store kamp og på kortere tid? Og tror du, det kan lykkes?
Jeg har desuden tænkt om det var ved at være tid til at introducere mere almindelig mme eks. Nan H.A.1 for at det stadig tager en smule højde for allergidisponering? Eller er det bedre med mere specifik mme fra 4 måneder som eks. Nan 2? Eller ville det være bedre at holde sig til Nutramigen? Hun viser ingen tegn på nogen form for allergi, og det er da også kun mig som mor, der har allergi (som barn mælkeallergi), men faren har intet.
Mit spørgsmål er, hvor længe man skal undgå mælk som minder om komælk, når man er allergidisponeret? Er det kun til 4 måneder eller bør man forsætte til 6 måneder? Grøden laver jeg selv (majs eller risgrød) og blander med modermælk eller Nutramigen samt lidt frugtmos, så hun er indtil nu helt blevet skånet for komælk.
Håber du kan hjælpe med mine spørgsmål.