Hej Majbrit.
Stop endelig kampen… Jeres søn trives og er glad. Så langt så godt. Det betyder uden tvivl en del for jeres søn at han endnu ikke har så mange tænder. Det hjælper på tyggefunktionen, når de kommer.
Men i mellemtiden kan I jo godt udfordre ham lidt. Nu ved jeg ikke om han selv spiser? Og hvor meget, I mader ham stadigvæk. Rigtig mange børn kan godt lide selv at ”fange maden” med gaflen eller skeen. Så I kan lade ham sidde og eksperimentere med det, når I har hjulpet ham over den værste sult.
Farverige ting, som peberfrugter, majs, små agurkestykker osv. kan måske tilbydes, og han kan selv vælge om det er noget, han vil prøve kræfter med. I skal være opmærksom på, at I undlader meget hårde ting som fx gulerødder. Børn som ikke er gode til at tygge og findele maden, de kan godt få sådan en gulerod i den gale hals – og det er ikke sjovt! (og det kan også være farligt). Så kog lige guleroden – og I kan da lige snitte det i nogle små stave, som han selv kan holde om…
Han kan godt lide den mosede mad, fordi det er let at spise lige nu. Det gør i hvert fald, at han vænner sig til de forskellige slags smag, og det er også væsentligt. Når han så får flere tænder, bliver det nok spændende for ham, at give sig i kast med at bruge den lille fine perlerække til at bide og gnave med.
Hvis I er trætte af at spise ”hakkemad”, så kan I tage en kraftig persillehakker, som I kører fx en kotelet igennem, så han får den i mere ”hakket” form. Mens I spiser den som en kotelet, I spiser med kniv og gaffel. Fisk vil også være et rigtig godt alternativ. Det er både sundt og mere blødt i konsistensen.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk