Hej StineC
Det kan tænkes, at jeres søn hurtigt har opdaget, at det går alt for langsomt, når han selv skal forsøge sig med at spise. Hvorfor bruge tid og energi på det, når det går hurtigere og er meget mere effektivt, når han lader sig made af jer?
Hvis han er helt normalvægtig, så vil jeg foreslå jer, at I stille og roligt selv holder armene i ro og sætter jer sammen ved bordet, med maden foran jer og så se, hvad han gør. Er han sulten, så skal han nok forsøge, at få noget af maden i sig på den ene eller den anden måde. Og viser han ingen initiativer, så lad ham blive siddende uden at I gør andet, end at I selv spiser og viser, at I hygger jer og nyder maden.
Lad ham endelig smuldre og kramme maden. Det passer fint til hans alder og hans udviklingstrin. Det er måden, man lærer maden at kende på i den alder.
Og så er han jo ikke så gammel endnu andet end, at han indimellem har brug for hjælp til at spise. Er han træt, så kan det synes uoverskueligt, selv at skulle spise sin mad og så opgiver børn og typisk begynder de at sidde og græde eller skriger af frustration over, at det hele synes uoverskueligt.
Du skriver ikke noget om, hvor meget mælk han drikker. Drikker han meget, så kan det være årsagen til, at han ikke føler sult og dermed ikke er så interesseret i det, der ligger på tallerkenen. Så lad ikke mælken/modermælkserstatning fylde mere end de af sundhedsstyrelsen anbefalede ¾ liter daglig.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.