Hej.
Jeg har skrevet tidligere, men har brug for et råd igen 🙂 Min søn bliver 1 år i starten af november, og lige siden han blev født har søvnen været et problem. Natten går okay, han sover fra ca. 19.30 til 07, med en flaske mælk omkring kl. 23.30. Det er dagen der er problemet.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal få ham til at sove. Jeg har i lang tid sovet sammen med ham i vores seng, fordi jeg synes at han kunne sove længere på den måde, nogen gange op til 1½-2 timer, men da jeg godt ved at det er bedst at han sover i sin egen seng, prøver jeg at putte ham der. Men der kan gå en time eller mere uden at der sker noget, han smider sutten ud af sengen eller banker den mod tremmesengen, kalder og græder (meget kortvarigt, måske 10 sek af gangen). Og det lyder helt klart mere som om han er frustreret, end at han er ked af det!).
Jeg har forsøgt at gå ind til ham, give ham sutten, lægge ham ned i sengen igen og give ham et kys, sige at han skal sove, og at jeg er lige inden ved siden af, og sagtens kan høre ham. Men han bliver ved og ved. Og til sidst ender det med at jeg giver ham en flaske mælk, hvorefter han sover inden for 5 min. Derfor får han stadig 3-4 flasker om dagen, hvilket jo er alt, alt for meget i hans alder, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
I dag tog jeg ham op efter han havde ligget ½ time og ikke var faldet i søvn, forsøgte med noget grød, som han ikke ville have, og endte igen op med mælken, hvorefter han faldt i søvn med det samme. Men jeg kan ikke få mig selv til, at han skal græde sig selv i søvn.
Al den mælk gør desværre også at han ikke er særlig sulten, så ved måltiderne har vi lidt samme kamp. Han vil ikke ned i højstolen og afviser ofte maden, eller spytter den ud igen. Han har et stort temperament, som gør at han skælder ud, hvis vi ikke lige er hurtige nok med at give ham lidt vand, eller når han skal skiftes mm.
Han knytter næverne og gør sig nogen gange stiv i kroppen, fordi han er vred/frustreret. Han var indlagt en del da han var 6 mdr. gammel og fik i den forbindelse en masse medicin som skulle indtages oralt, og det er derefter at han “madlede” er startet. Han er også en meget lydfølsom dreng, og har været det siden han blev født. Han bliver bange for nys, host eller andre lyde som kommer bag på ham.
Støvsugeren eller blenderen er han meget bange for, og næsten utrøstelig, hvis vi har brugt dem. Jeg har forsøgt at lade ham være med i processen, røre ved støvsugeren og blenderen, haft ham på armen imens jeg støvsugede…men det virker ikke. Høje lyde gør ham bange. Han bliver også ofte bange for andre børn, når de pludrer/snakker til ham, da det jo også ofte forgår med høje lyde.
Han skal starte i dagpleje om 5 dage, hvilket jeg tror er godt for ham, da han på trods af sin følsomhed også har ret meget krudt i røven, og sjældent er i ro. Jeg håber virkelig at du kan give mig et råd, da jeg synes det er rigtig hårdt at han hverken er glad for at spise eller sove. Og jeg savner så meget bare en enkel time til mig selv i løbet af dagen