Hej
Vi har en lille pige på 6 måneder og en uge, som ikke gider at spise om dagen. Jeg begyndte på arbejde igen, da hun var 6 måneder og far har således gået hjemme med hende i en uge nu.
I den uge hvor jeg har været væk (ca 8.30-17.30), har hun ikke gidet at spise. Far har tilbudt hende grød og mos om dagen, men det er meget begrænset, hvad hun indtager. Hun får tilbudt vand i glas, som hun godt kan lide at drikke af.
Hun får også tilbudt mælk i glas – både modermælkserstatning og sødmælk, men det er gider hun ikke at have. Tilgengæld er hun meget nysgerrig på mad og kan godt lide at gumle på skorper, riskager, pære osv. Hun vil meget gerne selv udforske maden og forsøger nogle gange selv at føre skeen i munden.
Flaske har vi aldrig kunne få hende til at tage, selvom vi har prøvet alt (forskellige modermælkserstatninger, min mælk, forskellige sutter etc). Hun bruger sut, så det er lidt underligt at hun har en aversion mod flasken. Når vi forsøger at give hende flaske, bliver det en kamp med gråd og surhed.
Vi var lidt nervøse, da jeg skulle starte på arbejde, da hun fyldte 6 måneder, fordi hun var begyndt at blive glad for grød, men spiste ikke hele måltider endnu. Men vores sundhedsplejersken sagde, at hvis hun var sulten nok, skulle hun nok tage flasken eller spise mere grød. Men der har hun jo ikke gidet i en uge nu.
Sådan ser hendes plan ca. ud:
6.00 ammes og sover videre
8.00 ammes inden mor tager på arb
10.30 får tilbudt grød, spiser meget lidt
11-13.00 sover
14.30 får tilbudt mos, spiser meget lidt. Får smagt forskellige ting (rugbrødspinde, skorper etc)
15.00-16.30 sover
17.00 ammes når mor er hjemme.
19.00 får tilbudt mos, spiser meget lidt. Ammes også her
20.00 ammes og puttes
23.30 ammes og sover videre
3.00 ammes og sover videre
Hendes ble er altid meget tung om morgenen og hun har jævnligt afføring. Om dagen kan hende ble dog variere meget, alt efter hvor meget hun får drukket. Bortset fra hendes manglende madindtag, er hun en glad pige, som elsker at lege og pludre.
Hun er meget opmærksom og virker på ingen måder mærket af den manglende mad om dagen. Hun har altid været en slank pige, nu på ca 70 cm og 7.6 kg.
Jeg er begyndt at amme mere om aftenen mellem 17-20 fordi hun er sulten og skal indhente sine kalorier. Der er også kommet en ekstra amning om morgenen (kl 8). Ellers så er natteamningerne mellem 20-3.00 som den plejer, hvor hun vågner op og ammer i søvne. Som det ser ud er de amninger om dagen er bare blevet erstattet med de ekstra om morgenen og om aftenen.
Spørgsmålet er om hun får dækket sine behov ved de mange amninger, at hun ikke behøver mad om dagen? Det er alligevel 8-9 timer uden mad/amninger om dagen. Hvad skal vi gøre for at få hende til at spise mere om dagen? Hvis jeg skærer amningerne ned om aftenen/natten, er jeg bange for, at hun ikke får nok kalorier.
Kan den manglende appetit om dagen skyldes, at hun stadig ikke er klar til at spise rigtig? Eller skal vi i virkeligheden springe grødfasen over og starte direkte på små bidder? Hun er mere interesseret i at udforske maden selv.
Hun er ved at få en tand, så det kan måske indikere at hun gerne vil tygge selv.
Sidst men ikke mindst har vi i langt tid forsøgt med flaske. Skal vi bare give op eller blive ned med at prøve? Det bliver en dårlig oplevelse hver gang. Vi troede, at hvis hun var sulten nok, skulle hun nok tage den. Men det er ikke tilfældet her.
Er det hele bare en tilvænningsfase som går over? Det er meget frusterende, at hun ikke gider at spise om dagen.
Med venlig hilsen