Hejsa Marie.
Det er da en rigtig dejlig søn, du har. Og det lyder til, at I er kommet rigtig godt i gang med mad og drikke. Du kan stole trygt på, at han får det, han har behov for, når tilbuddene til ham er sunde mad og drikkevarer. Variation er godt, så brug fantasien med hensyn til alt - forskellige slags grød, grønsager, frugt, fisk, fjerkræ, kød og gradvist også mælkeprodukter af sødmælkstype (omkring cirka 9 måneder). Vælger du hovedsagelig økologiske produkter, så ved du også, at han ikke får "uønskede" sundhedsskadelige stoffer med i købet.
Du kan regne med, at din søn har behov for:
3 hovedmåltider
2 mellemmåltider (formiddag og eftermiddag).
Du har en fin fordeling lige nu, kan jeg se. Men du kunne stile efter:
Morgen (grød - som du gør nu - du må gerne vælge forskellige slags fx fuldkornsgrød, quinoa-grød, boghvedegrød osv. - og du kan give forskellige ting på - lige nu vælger du nok svedsker pga. maven - men figner og abrikoser (enten blendet eller skåret i små stykker) kan også bruges). Giv ham så meget han har lyst til. Vand og så måske en ammetår til at slukke tørsten i.
Du kan jo se, om du kan nøjes med en kop vand inden formiddagsluren (du vil gerne give mindre ammemælk).
Frokost. Her vil jeg foreslå rugbrød med pålæg. Det er godt at skære kanten af (den kan han ikke tygge endnu). Pålæg kan være middagsrester, kold fisk, kartofler, avovadomos, leverpostej osv. Han må spise så meget, han har lyst. Du kan give lidt frugt eller grønsager (gulerod, tomat, agurk osv) til.
Amning inden eftermiddagsluren kan du med tiden erstatte med lidt vand - senere lidt sødmælk (omkring 9 måneder)
Eftermiddagsmåltid - kan være frugt/grønt med lidt brød (1/2 bolle, et stykke knækbrød eller???).
Aftensmaden - må efterhånden gerne være mere groft moset eller stykker (han har jo tænder, der skal bruges). Han kan stort set få det samme som jer andre i en passende form, så han kan håndtere det i munden. Du spørger hvor meget kød. Men det er helt glimrende med kød 1 - 3 gang om ugen og gerne fisk lidt flere gange, end I får kød.
Klokken 20:30 kunne du give ham et ekstra grødmåltid inden amningen. Det giver måske en bedre nattesøvn, hvis du er heldig.
Når han er omkring 1 år, drikker/spiser han cirka 1/2 liter mælkeprodukt i døgnet. Det er glimrende at du baserer grøden på mme. Jeg ser ingen som helst grund til, at du begynder med flaske. Han får uden tvivl sit mælkebehov dækket af amningerne. Perioden nu er en overgangsperiode, som varer til ca. 9 måneder - hvor han 9 - 12 måneder kommer på "fuldkost". Du kan erstatte amningerne med almindeligt vand, hvor han stadig får modermælk morgen og aften (her vil han sikkert få en stor del af sin halve liter mælk).
Jeg har vedhæftet mndighedernes anbefalinger ang. mad og måltider til inspiration + en artikel om skemad mv., som du måske også kan få fornøjelse af.
Tak for rosen, det varmer os altid, når I fortæller at sundhedsplejersken.dk er en hjemmeside, som vækker glæde.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD