Hej fagpanel
Håber I kan hjælpe med følgende problem.
Jeg er dybt frustreret over vores måltids situation herhjemme. Det er efterhånden blevet en kampzone, som gør mig mega stresset og frustreret og tager 1½ -2 timer hver gang til madtilberedning, spisning og efterfølgende rengøring af svineriet.
Min datter på 7 md svinger uhyggelig meget i motivation og lyst til at spise det, jeg serverer, også selv om det er det samme hun måske har fået fra den ene dag til den anden, og jeg synes, jeg prøver og prøver mig frem konstant for at få det til at lykkes.
Er tæt på at smide håndklædet i ringen og opgive projektet for en tid, indtil hun bliver så sulten, at hun måske af sig selv begynder at være mere motiveret og kan spise selv, fx håndmadder, i stedet.
Nogle dage/måltider går det rigtig fint. Hun virker fokuseret, åbner munden ivrigt og spiser “godt” – det er ikke voldsomt store portioner, jeg kan få hende til at spise, men når det går godt, er det måske ½ dl.
Andre gange (de fleste gange) går det rigtig skidt. Hun åbner nok munden de første par gange skeen kommer, men så bliver hun ufokuseret og virker uinteresset. Så sidder hun og fedter med maden med fingrene – propper fingrene ind i munden og får dem helt smurt ind og sidder og studerer det efterfølgende på sine fingre eller hvor hun nu får det smurt hen.
Eller også afviser hun bare skeen og vil ikke åbne munden. Hun sidder og kigger ned, på sit tøj, på hagesmækken, virker optaget af dugen, kigger til siden og væk eller ned – det er tydeligt, at det er hver gang jeg nærmer mig med skålen og skeen, så det er klart en undvigelse. Så respekterer jeg det som regel, og flytter skeen igen. Lige så snart jeg lægger skeen fra mig og spiser mit eget mad, så kigger hun igen op på mig og på at jeg spiser, smilende og nysgerrig. Men så snart jeg tager skeen og prøver at give hende noget, så kigger hun igen væk og ned og rundt.
Hun vil godt håndfodres, fx bittesmå stykker fra min tallerken på en fingerspids, men det rykker jo ikke noget, for det er så mikroskopiske størrelser hun får indenbords på den måde, at jeg vil kalde det minimale smagsprøver og ikke et måltid. Så hun blir med sikkerhed ikke mæt af det.
Sådan er hele dagen idag gået, altså svingende ift. hvad hun har villet spise, men hun har helt sikkert ikke fået nok, og efter en times frustrerende forsøg ved aftensbordet, måtte jeg lægge hende sulten i seng (eller jeg gætter mig ihf til at hun var sulten, fordi hun græd og ville ikke sove, selvom hun efterfølgende blev ammet. Men jeg har sikkert ikke mælk nok her om aftenen til at hun kan blive mæt af det).
Jeg orkede simpelthen ikke prøve med flere retter, for at se om hun ville spise et eller andet, for kl. var snart 20 og sengetid.
What to do ?? Skal det absolut være så svært ?
Det burde jo være den mest naturlige ting i verden at være sulten og spise, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om mødrene i Afrika, hvor de sulter, mon har samme problemer med deres børn. Det er måske helt ved siden af at tænke sådan, men jeg er opdraget til at spise ordentligt og være taknemmelig for føden, så det frustrerer og irriterer mig voldsomt, at det er så svært at få hende til at spise. Jeg føler jeg står på hovedet for hende for at lave sund og god mad, og så vil ungen ikke spise det ! Øv !
Med venlig hilsen