Fødevareinstitut har kigget på konklusionerne af en norsk undersøgelse, og de understreger, at moderate mængder af kanel ikke anses som sundhedsskadeligt. Det er stoffet kumarin, man har øje for. Det kan nemlig give reversibel leverskade, dvs. at den skadelige påvirkning forsvinder, hvis man holder op med at indtage kanel – (kumarin – det kræver dog, man ved, at kanel er årsagen). Et stort forbrug af kanel kan f.eks. forekomme ved et stort indtag af kanelholdig te eller børn som får meget grød med kanel.
Der skelnes primært mellem to typer kanel: kassiakanel og ægte kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel (også kaldet Ceylon-kanel), der kun indeholder meget lidt kumarin. Derfor bør kassiakanel indtages i begrænsede mængder.
De helt små
Specielt udsatte er de helt små børn (1-2-årige), som regelmæssigt får grød fx ris-, havre- eller majsgrød med kanelsukker til morgenmad eller mellemmåltid.
Hvad kan du erstatte kanelsukker med?
Revet eller moset modent, frisk frugt fx æble, pære, banan. Kogt frugtmos evt. tilberedt med lidt sukker, 10 g pr. 100 g frugtmos.
Risengrød med kanelsukker
En ret som risengrød med kanelsukker kan selvfølgelig spises op til jul, hvor der er tradition for den, se eksempel nedenfor.
Hvor meget kanel, der spises, varierer med blandingsforholdet mellem kanel og sukker og mængden der tilsættes risengrøden.
Et 2-årigt barn kan fx tåle 0,3 g kanel til sin grød før den tolerable mængde af kumarin overstiges.
Mild kanelsukker med 1 spiseskefuld sukker og 1/4 teskefuld kanel vil være indenfor den grænse.
Kilder:
Alt om kost. 2010 og 2013. Fødevarestyrelsen 2014