Hej
Jeg har en søn på 10 uger, som generelt trives. Han blev født 5 uger for tidligt, og i starten ammede jeg ham delvist sammen med flaske med MME/udpumpet brystmælk – men de seneste tre uger er det lykkedes mig at trappe ud af flaske og fuldamme ham. Han har siden fødslen taget rigtig fint på og vejer nu ca. 4500 (ved fødslen 2100). Jeg har to spørgsmål.
Han har aldrig sovet mere end 3 timer i streg. Om natten starter han gerne med at sove i 2,5-tre timer, hvorefter han vågner relativt hyppigt (ca. hver 1,5-2 time). Kan jeg forvente, at han sover længere ad gangen på nuværende tidspunkt? Han sover generelt fint og tager de lure i løbet af dagen, han skal. Jeg er blevet anbefalet en aftenflaske for at sikre et længere søvnstræk, og det har jeg lidt modvilligt forsøgt et par gange – dog uden en forskel i søvnen.
Det næste spørgsmål handler om amningen. For næsten hver dag omkring kl. 17:30-18 har vi svært ved at amme. Han virker enormt træt, men han forsøger alligevel at sutte. Kort efter bliver han virkelig ked af det og vrider sig. Det gentager sig ca. i 1,5 time, hvor han til sidst falder i søvn. Først tænkte jeg, at der var tale om et appetitspring, men det har varet i lang tid, så tvivler på, at det er årsagen. Jeg har også tænkt, at det handler om, at der ikke er ligeså meget mælk hen ad aftenen (jeg kan dog se, at der er mælk). Jeg har prøvet at hvile mig hen ad eftermiddagen, men det gør umiddelbart ikke nogen forskel. Har I et godt råd?
Vh.