Kære Finderup.
Det er dejligt at høre om en stor pige, som udvikler sig godt, er glad og som trives. Og du beskriver, hvordan det ofte er at være forældre og ammende mor - i perioder. Det er hårdt, for I mangler søvn, og I tvivler givetvist på, om I ved at gøre noget andet, kan bedre på nogle af de udfordringer, I er midt i. Men det er sådan, at nogle af de ting, man hører, det er værd at prøve med et uroligt barn (zoneterapi, mylicondråber, kiropraktor mv), det har ved efterprøvning i videnskabelige forsøg vist sig at være uden virkning... Desværre. Så der er ikke liiige nogen mirakelkur, som jeg kan anbefale.
Det I allerede gør nu, det hjælper hende, så hun fx ikke græder så meget, som hun måske ellers kunne have gjort. Dvs pointe 1. Det kunne have været værre!! Og noget som helt af sig selv vil hjælpe, det er TIDEN. Når hun blive 1-2 måneder ældre, så vil hendes kropsfunktioner være endnu mere modnet, og hendes uro vil klinge af. Der vil sandsynligvis ske det, i de næste 1- 2 måneder, at hendes døgnrytme - også nattesøvnen - den bliver bedre. I gør mange af de ting, som jeg vil anbefale jer - at hun selv kan falde i søvn eksempelvis - har faste puttetider og falde i søvn-vaner osv. Det er rigtig godt. Og det vil I høste frugterne af i ret så nær fremtid. Det vil gå den rigtige vej, alene fordi hun bliver større og hendes funktioner modnes - fysisk som psykisk.
På et par punkter har jeg forslag til jer, som I kan forsøge jer med.
Mere fed mælk i dagtiden. Det fremgår, at hun ammes fra begge bryster, når hun får mad. Glimrende, men jeg vil lige tilføje en pointe. Når du giver hende af det samme bryst - indtil hun afviser at drikke af det, så får hun også den "inderste fede mælk" med. Det er væsentligt, fordi den indeholder mange kalorier, og mætter hende. Når du ammer for overfladisk, fx hvis du skifter side for tidligt og mange gange fra det ene bryst til den andet, så får hun meget af den vandige mælk (tørsteslukker) og for lidt af den mælk, som indeholder meget fedt og mange kalorier, og som mætter hende. Samtidig er det den totale mængde af mælk på døgnbasis, der bestemmer hendes sult. Derfor drejer det sig også om at amme meget om morgenen og formiddagen, hvor du har meget mælk. Det har du allerede gjort ved at være i sengen om formiddagen - også for at hvile dig og producere mere mælk. Det vil være godt, at du bliver ved med det lidt endnu - og så med tanke på, at hun får den fede mælk med også. Jeg tror, hun vil begynde at sove bedre om natten, når hun er mættet med mad i løbet af dagen. Og måske vil hendes fordøjelse blive mere rolig, hvis mængden af mælk kommer til at falde lidt, fordi hun får mere af den fede mælk, når du bliver bevidst om, hvordan du giver hende den "fede fløde" også.
Svøbe hende? Børn (og voksne) vågner flere gange hver nat og falder i søvn igen. Vi husker det bare ikke, men sådan er det. Spædbørn kan godt "vække sig selv" ved at spjætte med arme og ben. Så nogle børn kan hjælpes til at undgå at vågne helt op, når man svøber dem fast i et svøb. I skal sørge for, at hun fint kan bevæge hovedet fra side til side, hvis hun gylper. Måske har I prøvet det - eller det er muligvis værd at prøve. I kan også forsøge at vende hende halvt på siden (evt. med en pude ned langs ryggen), så hun IKKE ligger på sin favoritside.
Den skæve hovedfacon. Også her er i fuld gang med at gøre noget, som hjælper. Når hun er vågen, så meget som muligt på maven eller på skødet af en voksen. Meget bevægelse, når hun er fx på gulvet. Trille, rulle og lege/tumle med kroppen i det hele taget. I kan også lægge hende på ikke-favoritsiden med legetøj - eller hun kan se sig selv i et spejl, I sætter op. Det har hun lige alderen til.
Jeg håber at I har fået nye ideer og nyt mod. I er altid velkomne tilbage - også bare for at fortælle, hvordan det så går efter et stykke tid.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD
PS. Jeg har vedhæftet yderligere materiale øverst til højre, som I måske kan have gavn af at læse.