Hej Therese.
Tak for dit spørgsmål om, hvor længe det blæk man bruger til tatovering, kan komme ud i modermælken. Det korte svar er, at det ved vi ikke. Vi ved, at alt man spiser, drikker, sniffer, sprøjter i sig osv., det udskilles i forskelligt omfang også i modermælken. Hvordan det er med blæk, der tatoveres med, har vi ikke kunnet finde viden om.
Så du bliver nok nødt til at se tiden an, som du også er indstillet på. Om nogle få måneder, når hun begynder at spise ske-mad, så ved du lidt mere om, hvordan det går med det hele. Også hvordan I begge to har det med amning osv.
Du har i forvejen mange tatoveringer, og du ved selvfølgelig en masse om, hvordan en tatovering plejer at påvirke dig. Det har du sikkert allerede med i dine overvejelser. Hvis du vil vide mere, at har hudafdelingen på Bispebjerg Hospital en informativ side, ligesom Miljø- og fødevareministeriet har særlig oplysning om tatoveringer.
Jeg håber, at det var nok svar til, at du kan komme videre i dine overvejelser.
Held og lykke med datteren og med at blive smuk på den måde, som du ønsker det.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.