Hej med jer.
Min søn er 12 mdr, og i søndags tror jeg, vi havde vores sidste amning.
Op til den tid havde vi gradvist udfaset amningerne, således at der den sidste måneds tid kun var amning ved aften puttetid tilbage. Han har klaret udtrapningen af natamningerne så flot.
Jeg ville egentlig gerne være fortsat lidt med den sidste aften putte amning noget tid endnu, men det sidste lange stykke tid har det taget 1 time hvis ikke mere, og han har ligget så uroligt og vredet og hevet, så det har langt fra været en fornøjelse for mig.
Har derfor været så led ved det længe, men har også haft svært ved at sætte en slutdato på, men følt det måske var smart at stoppe her op til jul hvor vi har noget ferie.
Jeg havde derfor besluttet at mandag aften skulle være sidste amning, men var MEGET i tvivl om det var det rigtige.
I søndags var det så igen en rigtig træls oplevelse at amme ham, hvor han var så urolig, og hver gang han var ved at falde til ro, prøvede jeg at lirke ham af brystet, hvortil han blev helt hys. Sådan gjorde vi 3 gange, indtil der var gået en time, og jeg ikke kunne mere, så derfor kom faren og overtog potningen. 5 min efter faren tog over, var skrigeriet slut, og han sov kort efter.
Vi besluttede derfor, at jeg ikke skulle amme igen dagen efter og “tage en dag ad gangen”, hvilket i mit hoved ikke betød helt stop (ved så ikke hvad det egentlig betød i mit hoved).
Men nu er det 3. aften, hvor jeg ikke ammer. Min søn har i stedet fået en god portion grød og en kop mælk i stuen sammen med en historie, og så tandbørstning og putning af far. Det er ikke uden gråd og utilfredshed, men det har taget mindre end en time, og den helt hysteriske gråd, lige i starten, bliver kortere og kortere. Så han klarer egentlig ammestoppet rigtig flot vil jeg mene.
Derfor handler denne mail ikke om min søns behov, men mere om hvordan jeg skal håndtere situationen, som jeg har det ret svært med. Trods min beslutning om at det skulle stoppe snart, var jeg måske ikke helt mentalt klar, men nu er det blevet sådan pga. den sidste tids dårlige oplevelser lader det til. Så det er først nu gået op for mig, at i søndags måske var sidste gang jeg ammede, og det har jeg så haft en kæmpe tudetur over.
Vil derfor høre om, der er noget i vejen for at give ham en tår en gang i mellem, mens der stadig er mælk? og hvornår på dagen vil dette evt. være hensigtsmæssigt? det skal jo ikke forbindes med putning længere. Eller vil det blot forvirre ham og gøre mere skade end gavn?
Synes jeg har læst om en anden som gjorde det, så derfor jeg kom i tanke om den mulighed.
På forhånd mange tak for hjælpen.
Mvh.