Råd til gravide
Zikavirus overføres primært ved myggestik, men kan også overføres via blod og sæd. Smitte med zikavirus i graviditeten kan øge risikoen for mikrocefali (lille hovedstørrelse) og andre alvorlige hjerneskader hos nyfødte. Zikavirus giver oftest mild sygdom, og de hyppigste symptomer er feber, udslæt, muskel- og ledsmerter, hovedpine og øjenbetændelse. Infektionen kan ikke behandles, og man kan ikke vaccinere imod zikavirus. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen at:
- Gravide og kvinder, der påtænker at blive gravide, rådes til at overveje at udskyde ikke-nødvendige rejser til disse områder indtil efter graviditeten.
- Hvis rejsen ikke kan udskydes, skal gravide være særligt omhyggelige med at beskytte sig mod myggestik.
- Du bør vente med at blive gravid, indtil to måneder efter du er kommet hjem. Er du mand, og har du en gravid kone eller kæreste, bør du bruge kondom resten af graviditeten.
- Mænd, der har en kone eller kæreste, der endnu ikke er gravid, men som kan blive det, bør bruge prævention (af en hvilken som helst art) i tre måneder efter hjemkomst fra områder med zika, også selv om han ikke har eller har haft symptomer på infektion med zikavirus.
- Par, der rejser sammen, bør bruge prævention (af en hvilken som helst art) under opholdet og i tre måneder efter hjemkomst.
- Er du gravid, og har du rejst i områder med zika, og får du symptomer på infektion med zikavirus under rejsen eller to uger, efter at du er kommet hjem, skal du kontakte din læge eller jordemoder.
Zikavirus findes fortsat i afrikanske, asiatiske, syd- og mellemamerikanske lande og i stillehavsregionen, og der er derfor en vis risiko for at blive smittet, når man rejser i de områder.
Kilde:
Sundhedsstyrelsen 2019.
Se yderligere opdateringer på ssi.dk (Seruminstituttets hjemmeside)