Mor
Hvis du venter dit første barn, og alt går helt som forventet, er der berammet en konsultation hos jordemoderen i denne uge. Du har nok brug for at tale om den forestående fødsel. For det fylder sikkert en del i dine og jeres tanker, hvordan en fødsel mon opleves. Du kan tale med jordemoderen om mulighederne for smertebehandling, fødsel i vand eller hvad du nu ellers har i tankerne.
Barnet fylder meget meget i maven, så du har sikkert kun plads til små hyppige måltider. Spis sundt og bliv ved med at bevæge dig i den udstrækning, din voksende mave tillader.
Du begynder meget snart på barselsorlov – eller måske hører du til dem, der allerede er stoppet 8 uger før forventet fødsel? Det er tid til afslapning og redebyggeri i de sidste uger, før barnet forventes at komme.
Barn
Barnet er nu omkring 44 cm langt og vejer 2600 gram. Så hvis barnet fødes nu, vil det ikke skabe de store vanskeligheder. Barnet kan ikke bevæge sig så meget mere. En del børn ligger på dette tidspunkt udelukkende med hovedet nedad. Navlestrengen er tommetyk og pulserende. Hvis barnet griber omkring den (børn i den alder har en kraftig griberefleks), kan det ikke stoppe blodcirkulationen. Pulsen og strømmen i navlesnoren er nemlig så stærk, at barnet ikke kan klemme den af. Læs mere om moderkage og navlestreng – se artiklen under “Læs mere” i boksen til højre.
Far
I har givetvist mange praktiske forberedelser, I gerne vil gøre. Der er babytøj, der skal vaskes, inden det bliver brugt første gang. Og hvor skal barnesengen egentlig stå? Spørgsmål af den slags optager jer sikkert. I vores børneleksikon står mange praktiske fif i forbindelse med indretning og indkøb. Så gå på opdagelse i udstyr om fx autostole, madrasser og bleer i ”Wiki”, som du finder i den vandrette bjælke på hjemmesidens forside.