Mor
Hvis du har et arbejde, der belaster dig, så står der måske i din overenskomst, at du kan begynde din graviditetsorlov 8 uger før fødslen. Og det er om 1 – 2 uger. Du kan forsøge at lette dig selv ved at modtage hjælp fra omgivelserne. Det kan selvfølgelig være din kæreste, men også kolleger, venner og veninder vil sikkert hjælpe og aflaste dig, hvis bare de ved, hvad du kan tænke dig hjælp til. Du skal huske, at der er en undersøgelse hos den praktiserende læge i uge 32.
Barn
Dit barns hovedomfang er nu knapt 30 centimeter på det brede sted. Og det vejer cirka 200 gram mere end i sidste uge. Det er vågent, og det sover, og dine aktiviteter påvirker det tydeligvis. Er du i fuld gang rent kropsligt, så falder det måske i søvn. Og er du helt stille, fx når du sover, så vågner det og begynder at bevæge sig.
Far
Du er muligvis også begyndt at tænke på, hvordan du skal planlægge orlov og ferie i forbindelse med, at du skal være far. Det er godt at overveje, hvordan I planlægger, hvem der har orlov og ferie hvornår. Du skal muligvis med til konsultation hos lægen i næste uge.