Mor
Så er befrugtningen sket, du er gravid. Men du kan nok ikke mærke det endnu. Der er nu celler i livmoder-slimhinden, der minimerer morens modreaktioner overfor det befrugtede æg og hjælper med til, at ægget sætter sig fast i livmoderens slimhinde. Hormonet progestoron, som er et graviditetsbevarende hormon, stiger hos dig, og det dæmper også din krops reaktioner mod det fremmedlegeme, som barnet jo er.
Du kan beregne din terminsdato med terminsberegneren. Den er nøjagtig, fordi den tager hensyn til, hvor lang din cyklus er.
Far
Som mand mærker du selvfølgelig ikke noget, for alt der sker, foregår i sagens natur i kvindens krop. Det er noget du kommer til at vænne dig til, at der går laaaaaang tid, før der er noget at se på den gravide kvindes krop. Men der er sikkert mange ting, du lægger mærke til. Mange gravide kvinder er i de første 10-12 uger mærket af umanerlig træthed, kvalme, murren i underlivet, ømme bryster og mange andre tegn, som giver både fysiske udsving og også følelsesmæssige reaktioner, der kan være overraskende. Her er det dejligt, hvis du er opmærksom og nærværende, så du følger med. Du kan også selv blive præget af alt det nye, der sker, og du registrerer muligvis også, at du er påvirket følelsesmæssigt.