Mor
Du er faktisk ikke gravid endnu. Man beregner fra gammel tid graviditeten fra den sidste menstruations første dag. Og det er først ca. 14 dage senere ved ægløsningen, at ægget kan befrugtes, og kvinden bliver gravid.
Grunden til at man regner fra sidste menstruations første dag er, at de færreste kvinder ved præcis hvornår, de har ægløsning. Men de ved godt, hvornår de har menstruation.
I dag fastsættes terminstidspunktet endeligt sædvanligvis ved en (ultralyds)scanning. Du vil alligevel blive spurgt om din sidste menstruations første dag. For man har altid også denne beregning med, når man fastsætter terminen. Så i Uge 0 har du menstruation.
Det er anlæg, som vokser frem nu. Hvilket anlæg til æg, der bliver det, som kommer ved ægløsningen, afgøres i slutningen af uge 0.
Hvis du ønsker at blive gravid, så har sundhedsmyndighederne nogle anbefalinger om fx miljømæssige forhold, vægt, tobak, alkohol og medicin til dig. Dem kan du se ved at klikke her.
Det anbefales blandt andet, at du tager folsyre 400 mikrogram dagligt, fra du planlægger graviditeten og til og med 12 uge. (Folsyre er et B-vitamin, og det nedsætter risikoen for rygmarvsbrok og andre misdannelser i hjerne og rygmarv hos barnet).
Barn
Befrugtningen er ikke sket endnu. Den måde, man beregner graviditeten på, betyder, at der ikke er en graviditet i de første to uger af beregningsperioden. Derfor er barnet i virkeligheden 2 uger yngre, end ugerne siger gennem hele graviditeten.
Far
I dag findes der ikke specielle anbefalinger til manden, der planlægger graviditet. Han kan følge myndighedernes anbefalinger til kvinden om miljømæssige forhold, mad, drikke og røg, så bliver det lettere for kvinden, hvis hun vil følge rådene, når hun ikke er alene om det. Du kan se myndighedernes anbefalinger ved at klikke her.