Kære Rikke
Du har ganske ret i, at man nogengange kan mærke, man er gravid, før testen viser det. Og du har også ret i ,at det kan skyldes, du er mere opmærksom på graviditeten. Du kan genkende små tegn, som du selvfølgelig ikke kendte til, da du var gravid første gang.
Når ægget er befrugtet i æggelederen, begynder det at dele sig, mens det bevæger sig ned mod livmoderen. Og når det ligner et hindbær (altså et meget lillebitte et), ejer det evnen til at bore sig ind i livmoderens slimhinde. Derfra udvikles barnet og moderkagen, og derfra produceres også de hormoner, som der testes for, når man laver en graviditetstest.
Dvs. kvinden er befrugtet og ægget har sat sig fast, når graviditetstesten viser ” positiv”. Ja, i virkeligheden har hun jo allerede været gravid i ca. 14 dage.
Mange gravide har lidt blod i deres udflod, i perioder, når de er gravide. Det kan bekymre den gravide, men det betyder nødvendigvis ikke noget. Det er desværre kun tiden, der kan vise, om det er tegn på, noget er galt, eller om det er ufarligt og intet betyder.
Nu håber jeg, at alt går som det skal ,og hvis du er meget opmærksom, kan du måske allerede mærke liv i 12-13 uge.
Venlig hilsen
Helle Wiingaard
Praktiserende læge