Hej Bodil
Jeg skriver til dig fordi jeg er gravid. Lige nu er jeg ca i uge 7+6, så det er stadig meget nyt. Jeg har fortalt min mand, jeg er gravid, og han glæder sig, og vi snakker om vores fremtidsplaner med vores datter og det måske kommende barn. Jeg har endnu ikke fortalt min læge, jeg er gravid.
For ca 4 måneder siden aborterede jeg spontant i 18. uge. Jeg har lyst til at skrive, det kom som et lyn fra en blå himmel. Fødslen gik i gang, vi nåede knap ind på hospitalet og 5 timer senere havde jeg aborteret, fået udskrabning, masser af info og vi sad igen hjemme i sofaen: Men jeg havde haft det lidt skidt i tiden op til og jeg var blevet undersøgt og scannet to dage før, hvor alt så ud som det skulle.
Til mit første jordemoder besøg fortalte jeg også, jeg havde ondt i maven, som føltes som plukveer. Hun slog det hen og sagde, det var det ikke så tideligt i graviditeten.
Obduktionen kunne ikke fortælle noget, vores lille dreng var som han skulle være. Den bedste forklaring er løsning af moderkagen.
Som en del af vores historik, kan jeg fortælle, at da jeg fødte vores datter kom jeg først ind på sygehuset, da jeg var gået i fødsel, fordi jeg i telefonen fik at vide, jeg skulle sætte mig i sofaen og slappe af. Dengang var vi på sygehuset i 6 timer, så tog vi hjem, fordi vi selv ønskede det, selvom det var vores første.
Nu er jeg ikke ude på at placere skyld; men min store angst er jeg føler, jeg ikke bliver taget seriøst, hvis jeg føler, der er noget der ikke er som det skal være. Da jeg aborterede var alt det personale vi kom i kontakt med yderst professionel, og jeg tror ikke vi kunne have været i bedre hænder. Både jordemoderen og lægen, der scannede mig, har lovet os, at vi ved ny graviditet kan få dem og det vil vi gerne!
Jeg kan ikke finde nogen glæde ved denne nye graviditet, og jeg sidder med dårlig samvittighed og ønsker det bare skal overståes. Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen, jeg er gravid igen, og jeg kan ligge i sengen og mærke efter om alt nu er som det skal være, eller havde jeg nu ikke lidt ondt i maven?
Der er lang vej igen med graviditeten og jeg ved jeg bliver nød til at se anderledes på det, ellers får vi nogle lange trælse måneder.
Er det mon for tidligt jeg blev gravid igen? Hvad kan jeg gøre, er der nogen tegn der er ”farligere” end andre, om man så kan sige. Jeg vil bare gerne føle, jeg bliver taget seriøst. Hvis jeg siger jeg har ondt, så har jeg jo ondt.
Man skal vel ikke bevidst overdrive sine symptomer for at blive taget seriøst? Kan du hjælpe mig med et par gode råd?
Mvh