Hej.
Jeg er en pige på 20 år. Jeg har termin her den 14/5.
Jeg var på ferie i Juli i Spanien sammen med en veninde og var på det tidspunkt single, jeg var sammen med en dreng dernede omkring den 18-20 juli. V var ude og bade på stranden om aftenen, og det endte med vi havde samleje, dog havde jeg menstruation.
Min eks-kæreste fra Danmark begyndte og kontakte mig, da vi var på ferie, og jeg blev rigtig glad. Vi var hjemme i Danmark igen omkring d. 25 Juli, og jeg var sammen med min eks-kæreste igen den 30 Juli
Her var vi sammen, og havde sex mange gange. Vi sov sammen og havde sex hver aften indtil ca imellem 6-8 august, hvor jeg begyndte at bløde, hvor jeg selvfølgelig ville tro, det er menstruation.
Så havde vi ikke samleje igen, før det var gået sådan nogenlunde væk. Den 8 september ca finder jeg ud af, at jeg er gravid via en graviditets test og bliver selvfølgelig helt vildt glad. Mig og min eks er sammen igen, og jeg fortæller ham nyheden, og han er endnu mere glad end jeg selv er. Pludselig spørger han mig, om jeg har været sammen med andre, mens vi var fra hinanden. Hvor jeg selvfølgelig bliver nødt til at fortælle om drengen fra ferien.
Men vi får undersøgt omkring det med at blive gravid, imens man har menstruation, som jeg havde på ferien og at det er meget umuligt. Men tanken om det kunne være en anden havde heller ikke strejfet mig, indtil han spurgte ind til det med en anden. Også fordi jeg jo skulle ha’ haft min mens igen der 6-8 august.
Jeg har spurgt min jordmoder og hun siger, det er min kæreste, der er faren. Og andre siger det også. Men jeg har virkelig været så bange under hele graviditeten, og det er rigtig svært, fordi jeg ikke vil vise det. I sidste måned brød jeg sammen overfor min kæreste, og fortalte jeg var så bange for, det ikke er hans. Han tog det stille og roligt og trøstede mig og sagde, det er ham, men jeg kunne jo også se og mærke, at det påvirkede ham.
Jeg vil aldrig nogensinde såre ham, han er den sødeste og gør alt for mig. Han har været der for mig under hele graviditeten, men min frygt ødelægger hele mim glæde.
Nu er jeg så tæt på, og jeg er så bange for at føde, og det så slet ikke er hans. Jeg vil ikke kunne se hans glæde blive revet fra hinanden. Hans familie er også rigtige glade, og jeg vil simpelthen ikke kunne bære, at det så ikke er hans.
Mit spørgsmål er så, er det 100% sikkert det er hans?
Hilsen
En splittet pige