Kære Ekspertpanel
Spørgsmål om jordslået barnevogn og vugge til nyfødt.
Vi venter en lille dreng om halvanden måned. Vi har en ældre Emmaljunga barnevogn (været brugt til tre børn, et af dem vores ældre barn), som desværre i mellemtiden er blevet jordslået (/fået skimmelsvamp?) af at stå ude i skur – og det samme gælder med en nyere 3-i-1 vugge. (Dele af det kan tages af og vaskes, andre ikke). Jeg har fra mange hørt, at man generelt bare kan vaske tingene i Rodalon og efterfølgende Klorin og sæbevand, så er det fint – men er det virkeligt forsvarligt?? Og især til en nyfødt? Kunne en afvask med Rodalon efterfulgt at sæbevand og kogende vand være en mulighed (for ikke aftagelige dele)? Eller bør vi bare helt købe nyt? Min mand og jeg er uenige, så vi vil meget gerne høre jeres anbefaling. Ingen af os vil selvfølgelig tage nogen som helst chancer med vores kommende barns helbred.
På forhånd mange tak for råd!