Kære fagpanel
Jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig, men nu forsøger jeg alligevel.
Jeg har jordens dejligste søn og nu venter vi os igen, hvilket jo er helt fantastisk. Vi er lige blevet scannet og vi venter os en lille dreng mere.
Min første følelse da jordemoder fortalte, at vi ventede en lille dreng mere, var skuffelse. Så meget, at jeg slet ikke interessede mig for resten af scanningen, som jo handlede om at se, at alt var, som det skulle være.
Det var det heldigvis og min lille søn er sund og rask. Da vi kom ud fra scanningen, var skuffelsen hurtigt væk. Det tog 10 minutter og lige siden har jeg været dybt taknemmelig for, at jeg venter en lille dreng mere.
Nu er mit store problem så, at jeg skammer mig noget så forfærdeligt. Skammer mig og har en forfærdelig skyldfølelse. Kan slet ikke genkende mig selv, når jeg tænker tilbage på de tanker og følelser jeg havde under scanningen.
Alle omkring os har gjort det meget klart, at de ønsker, vi får en pige og jeg selv syntes også, tanken om et af hvert køn var tiltalende. Men nu er jeg fuldstændig ligeglad. Det vigtigste, er at vores søn er sund og rask. Så hvorfor reagerede jeg sådan? Hvad er der galt med mig?
Ingen kender til de tanker jeg kort havde, skammer mig så meget, at jeg aldrig ville kunne fortælle det
til nogen. Ikke engang min dejlige forstående kæreste. Jeg glæder mig af hele mit hjerte til at møde min lille søn og holde ham i mine arme.
Fortæller stolt til alle, at jeg venter en lille dreng. Så hvad skete der med mig under scanningen? Min skyldfølelse er så stor, at jeg tænker på det konstant. Tænker på de tanker jeg havde. Er bange for noget skal gå galt, fordi jeg ikke føler, jeg fortjener sådan et lille vidunder efter mine skrækkelige og utaknemmelige tanker. Føler jeg har svigtet min lille søn.
Fortryder så inderligt nogle tanker, jeg ikke kunne styre… Er jeg ved at blive vanvittig?
Håber I kan hjælpe…
Med venlig hilsen