Hej
Tillykke med din graviditet.
Når man, som du er blevet det, henvises til specialteam, så er det for at tilbyde dig og dit barn den bedst mulige graviditet.
En graviditet er en belastning for kroppen. Erfaring viser, at har man haft problemer af en eller anden art, så kan en graviditet betyde, at disse problemer forværres (og indimellem forbedres), og har man “gamle” problemer, kan de bryde ud igen, – men det er langt fra sandsynligt, at det sker.
Så det er på den baggrund, at din læge har henvist dig til specialteam.
Når man tilknyttes et specialteam, betyder det, at man får tilbud om flere besøg hos jordemoder end andre gravide. Og jordemoderen har sat mere tid af i sin kalender til besøgene, så det er tid til en længere snak, hvis det er det, du har brug for.
Man får med andre ord mere kontakt med jordemoderen. Det skulle gerne få dig til at føle dig mere sikker og tryg i din graviditet, som jo er en tid med mange forandringer.
I virkeligheden får du nok et tilbud, som rigtig mange gravide kunne ønske sig, nemlig mange kontakter til en jordemoder, der har tid til én, og som kan støtte én og hjælpe med svar på alle de spørgsmål, som man har, specielt når man er gravid første gang.
Held og lykke med graviditeten.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.