Hvad er plukkeveer?
Plukkeveer er en normal og naturlig sammentrækning af livmoderen. Man kan populært sige, at livmoderen øver sig på at lave veer. Maven bliver helt hård at mærke på, og sammentrækningerne kan vare fra et minut og op til flere minutter. Det føles som en spænding i maven. Du bliver måske lidt forpustet, får lyst til at bruge den dybe vejrtrækning, men de gør ikke ondt.
Der er intet fast interval eller nogen fast længde på dem. Mange gravide kvinder er slet ikke klar over, at de har plukkeveer, mens andre føler sig meget bekymret og plaget af dem. De fleste gravide begynder at registrere plukkeveer omkring 25. uge og frem mod fødselstidspunktet. Når man nærmer sig fødslen, vil de ofte blive hyppigere og mere påtrængende. Det er dog meget individuelt, hvornår den enkelte kvinde begynder at mærke dem, og hvor mange der er.