Hej Lasse.
Tak for et fint spørgsmål om dit endnu ufødte barn.
Du kan tro, at dit barn allerede nu får masser af nydelse af lyd. Der er mors hjerteslag, fordøjelseslyde og fx den musik du spiller nu. For den kan barnet jo høre.
I kan også synge for barnet – for et barn som er vænnet til et særlig sang eller melodi, lytter meget opmærksomt, når netop den musik bliver sunget eller spillet, efter barnet er født. Måske genkendelsens glæde?
Jeg tænker, at børn er meget forskellige. Hvad de kan lide og foretrækker, og hvad de helst er fri for. Det vil du finde ud af, når dit barn er født.
Det siges at musik af Mozart er babyer glade for, og andre mener at new wave eller harpespil er sagen. Så det bliver spændende for dig at finde ud af, hvad dit barn synes om.
Med hensyn til høretelefoner, så tænker jeg, at de nok kan genere din baby noget, simpelthen fordi de kan være ubehagelige at have på for en helt lille ny. Og du har også ret i at hørelsen er meget fintfølende hos en baby. Så måske du også her skal føle dig frem og begynde med, at I lytter til musikken sammen derhjemme.
For rigtig mange børn er barnevognen i den første lange tid stedet, hvor barnet sover i ro og mag. Det kan derfor godt være, at du skal vente til dit barn er lidt ældre, med at det lytter til musik i barnevognen.
Jeg håber, at jeg har bragt dig lidt videre i dine tanker om musik til dit barn.
Held og lykke med det hele.
De bedste hilsner
Else Guldager
sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk