I takt med at maven vokser hos gravide, stiger behovet også for at blive forkælet lidt ekstra. Men hvis du som gravid overvejer at få dig en tatovering, skal du vide, at der kan være skadelige stoffer i de farver, tatovørerne bruger.
Dit foster får også de kemiske stoffer
Som gravid er det ikke kun dig, der risikere at få de skadelige stoffer fra tatoveringsblæk. Du risikerer også, at dit ufødte barn bliver påvirket ved, at de kemiske stoffer via blodet bliver transporteret over til fosteret.
Størst risiko i starten af graviditeten
Det er især kvinder, der prøver på at blive gravide eller er tidlig henne i graviditeten, der kan risikere at skade fosteret ved at blive tatoveret.
Det er især celledelingen hos et foster, der bliver påvirket af de kemiske stoffer, der kan være i tatoveringsblæk, oplyser Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital.
Ifølge Tatoveringsklinikken er der ingen blæk, der er sikre.
Store koncentrationer af giftige stoffer
Tatoveringsfarver kan indeholde giftige og kræftfremkaldende stoffer, viser nye undersøgelser udført af cand. scient Ole Olsen fra Medical Chemical Labs Aps. Undersøgelsen er omtalt på DR’s hjemmeside, hvor 40 forskellige tatoveringsfarver fra Kina er blevet analyseret.
I nogle af farverne blev der fundet giftige stoffer i koncentrationer, der var langt højere end de tilladte værdier for de lande, der har regler for tatoveringsblæk.
Kilder:
Miljøstyrelsen
Tatoveringsklinikken, Bispebjerg Hospital, Region Hovedstaden