Kære Den nygravide sygeplejerske
Dejligt for dig, at det lykkedes så hurtigt atter at blive gravid. Men så er det altså, at du nu går og bekymrer dig over ting, du slet ikke har indflydelse på.
Du har ganske ret i, at røde hunde kan give fosterskader,og at lussingesyge kan påvirke barnet,,og så er der også al det med haresyge osv. osv.
Nogle af de sygdomme kan vi vaccinere imod, andre må man så vidt muligt undgå at nærme sig ved ikke at skifte kattebakker, flå vildt osv.
Men helt almindelige vinterforkølelses virus kan vi ikke vaccinere imod og det kan være svært at undgå dem. De er allevegne: på jobbet, i supermarkederne, i teatre osv.
Alle gravide kvinder har oplevet en infektion i næse eller svælg eller luftveje under en graviditet. Prøv om du kan undgå at lade den bekymring fylde det hele. Om du drikker kamillete, kogt vand eller andet du kan lide, er som sådan ligeyldigt.
En virusinfektion tager den tid, den nu tager - mens en bakterieinfektion kan nedkæmpes med antibiotika. Hexocain er symptomlindrende, ikke helbredende og jeg erindrer mig ikke, at de kan skade noget som helst,højst gøre indhug i pengepungen!
Generelt mener jeg dog, man skal holde sig fra medicin, der ikke er nødvendigt af helbredsmæssige grunde, når man er gravid. Hvis en graviditet ender i abort kommer alle selvransagelserne, og det er et oplagt emne for skyldfølelse og selvbebrejdelser, hvis man har indtaget et medikament, som ikke er nødvendigt.
Håber du får en graviditet uden for megen bekymring, så du bare kan nyde din voksende mave.
Venlig hilsen
Helle Wiingaard
Praktiserende læge