Lattergas er en bedøvende luftart, der gives gennem en maske. Lattergas blandes med mere eller mindre mængder ilt og luft og kan derved få svagere eller stærkere virkning. Virkningen er smertestillende og samtidig let sløvende. Nogle beskriver det sådan: ‘Man mærker veen, men man bliver lidt ligeglad med den’. Man kan trække vejret i masken på samme måde, som man plejer, eller man kan bruge en vejrtrækningsteknik. Den sløvende virkning mærkes hurtigt og forsvinder hurtigt, hvis man ikke har taget for meget. Imellem veerne føler man sig klar i hovedet.
Nogle fødeafdelinger benytter ikke længere lattergas, da den kommer ud i luften i fødestuen og påvirker personalet. Heldigvis er der i dag mange alternativer til lattergas.