Hvis der er noget, du ikke har forstået vedrørende forløbet af graviditeten, fødslen eller barselstiden, kan du til enhver tid bede om at komme til at tale med de personer, der hjalp dig. Det gælder også efter, du er kommet hjem.
Du har også ret til at læse din journal og at få forklaret, hvad der står, samt at få en kopi af beskrivelsen af forløbet.
Indberetning om bekymring – utilsigtet hændelse
Hvis du ønsker at drøfte forløbet, kan du henvende dig til ledelsen af fødeafdelingen eller til ledelsen af sygehuset. På sygehusene er der ansat en patientvejleder til at hjælpe.
Du kan også indberette bekymring over et forløb, hvis du mener, at der er handlet uhensgigtsmæssigt i dit tilfælde. Hvis du har behov for vejledning om, hvilke muligheder du har for at gøre opmærksom på oplevelserne, kan du henvende dig til Styrelsen for Patientsikkerhed. Her kan du også anmelde en såkaldt utilsigtet hændelse.
Når noget går galt i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse. En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. Hændelsen er utilsigtet, fordi de sundhedspersoner, der er involveret, ikke har til hensigt at skade andre. Utilsigtede hændelser kan ske, hvis der fx er mangler i sikkerhedssystemer, der er problemer med teknisk udstyr og apparatur. Det kan også være uhensigtsmæssige forhold i tilrettelæggelse af arbejdet, misforståelser eller udfordringer med hensyn til kommunikation og information.
Styrelsen for Patientsikkerhed har afdelingen – Styrelsen for Patientklager – som en del af sin organisation. Borgere, der ønsker at klage over behandling i sundhedsvæsenet, eller som skal have behandlet en ankesag, skal henvende sig til denne styrelse for at få behandlet sin sag.
Her kan du læse mere: www.stps.dk tidligere navn www.patientombuddet.dk
Kilde:
Styrelsen for patientsikkerhed. 2019.