Kære ”mibelib”
Tak for dit spørgsmål og din kommentar.
Jeg kan godt forstå, at ”uge for uge” kan virke overfladisk. Som vi skriver i starten, er det blot bud på noget, der interesserer de fleste, og det ved vi gennem forskellige undersøgelser, at eksempelvis scanning gør.
Men du har helt ret i, at scanning kan problematiseres, og man kunne fortælle, at den europæiske sammenslutning af ultralydsselskaber fraråder 3d-scanninger, hvis de ikke er medicinsk begrundet (nakkefoldscanning og misdannelsesscanning er ikke 3D-scanninger). Vi arbejder på at få et link til en mere uddybet artikel om scanning, men også om de forskellige screeningstilbud, der er i starten af graviditeten i det hele taget.
Når man skal skrive noget så kort, bliver det meget let unuanceret, og f.eks. valg af fødested og jordemoderordning får ikke den plads, det burde have. Man kan jo f.eks. føde hjemme enten med en privatjordemoderordning eller med en jordemoder fra et hospital.
Jordemodervæsenet i Danmark er lagt ind under hospitalerne i løbet af de seneste 10 år (undtaget i Region Nordjylland). Dette betyder, at jordemoderkonsultationerne ”hører under” hospitalerne. Jeg kan sagtens se, at det kan misforstås derhen, at det er hospitalet mere end jordemoderkonsultationen, vi skriver om. Konsultationerne har det formål at styrke og støtte de kommende forældre og samtidig undersøge om barnet i livmoderen har det godt. Hvis alt ikke går som forventet, er der muligheder for at hjælpe, så problemer afbødes så meget som muligt.
Når vi skal redigere ”Uge for uge” vil vi have dine kommentarer i baghovedet.
Mange hilsner
Jordemoder
Bodil Kirstine Møller