Kære Nygravide
Jeg kan godt forstå, du bliver forvirret, for der er mange meninger om løb, men motion under graviditeten er godt, fordi det styrker dine knogler, muskler og led.
Fysisk aktivitet giver desuden ofte bedre humør og følelse af velvære.
Sådan som du beskriver dit motionsmønster, er du en rigtig god løber, og da du løber i stille og roligt tempo og vælger ruter, som ikke er voldsomt lange og udmattende, så kan du sandsynligvis godt blive ved med at løbe noget tid endnu.
Stille og roligt vil tyngden af din mave dog nok naturligt hindre dig i dette, og det vil være hensigtsmæssigt, at du vælger en anden måde at holde dig i form på.
F.eks kan du sagtens cykle hele vejen gennem din graviditet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, fysisk aktivitet 30 min om dagen til gravide, men på et moderat niveau (fra ret let til noget anstrengende fysisk aktivitet).
De lægger bla. vægt på at sportsgrene, som ikke er vægtbærende ( svømning, vandgymnastik og cykling) anbefales til kvinder med ryg- og bækkenproblemer eller kan være en fordel sidst i graviditeten.
De fleste af de kvinder jeg har talt med, stopper med at løbe langt ( 10 km) når de nærmer sig midtvejs i graviditeten.
Du skal naturligvis her lytte til din krop, og føler du det mindste ubehag, så er det vigtigt at stoppe.
Held og lykke med din graviditet.
De bedste hilsener
Rie Rømer
Jordemoder