Hej
Jeg er helt ny-gravid (uge 7) og har et spørgsmål ang. fysisk aktivitet under graviditeten. Jeg har googlet mig frem og fundet en masse svar, men jeg synes ikke, de er helt entydige, så nu spørger jeg altså også lige jer. Jeg vil jo helst gøre det rigtigt, så den lille har det bedst muligt inde i maven 🙂
For 4-5 måneder siden gik jeg i gang med at løbetræne, og jeg er virkelig blevet bidt af det. Jeg kom ret hurtigt op og løbe 10km (i et mageligt tempo – ingen spurter til mig), og det løber jeg stadig. Af og til tager jeg en ekstra-lang tur, dog max. 13 km.
For at holde mig selv til ilden har jeg meldt mig til forskellige motionsløb – senest i sidste uge, hvor jeg løb et 10km og et 5km løb inden for 4 dage. Det gik fint, selv om jeg allerede nu synes, at jeg bliver hurtigere forpustet end ellers. Næste løb er 10 km om en måneds tid, hvor jeg jo så vil være ca. 11 uger henne.
Mit spørgsmål er nu, om det er “i orden”, eller om jeg skal drosle ned og acceptere, at tiden nu ikke er til lange løbeture og/eller organiserede løb og derfor bør nøjes med en stille løbetur i ny og næ?
Jeg løber som sagt ikke særlig hurtigt (ml. 55-60 minutter på 10km), og jeg har absolut ingen planer om at sætte rekorder til kommende løb heller. Egentlig havde jeg planer om at træne op til en halvmarathon, men dén idé har jeg trods alt lagt på hylden – det må vente til den lille er kommet ud. Som det er nu, nyder jeg bare at få rørt mig og vil ikke begynde at øge distancen.
Jeg vil naturligvis lytte til min krop og lade være med at løbe, hvis jeg har/får det dårligt til løbet, men hvis vi antager, jeg som udgangspunkt har det godt og ikke oplever nogen gener ved løbet, vil der så være noget i vejen for, at jeg løber? Vil det kunne skade fosteret på nogen måde? Og hvor længe vil jeg kunne fortsætte med at løbe (igen forudsat, at jeg ikke får det dårligt/bækkenløsning/andet)? Er der nogle forholdsregler, jeg bør tage, og er der nogle retningslinjer for, hvor langt/kort, man “må” løbe, når man er gravid?
Som “bonus-info” kan jeg fortælle, at jeg dagligt cykler omkring 16km (til og fra arbejde), så jeg får rørt mig ud over løbeturene. Jeg har ladet mig fortælle, at cykling skulle være ret skånsomt for gravide, så det planlægger jeg at blive ved med, så længe jeg orker, men jeg vil bare så gerne supplere med løb så længe som muligt.
Nå, det blev lige pludselig til en del spørgsmål. Håber, I kan hjælpe mig, for jeg synes, det er lidt af en jungle, når det kommer til råd om motion i graviditeten…
Mange hilsner