Hel gennemscanning, misdannelsesscanning eller 2. trimesterscanning – kært barn har mange nevne. Scanningen er et tilbud om gennemscanning af fosteret for synlige misdannelser. Scanningen foregår i 19.-20. graviditetsuge.
Man scanner barnets hoved, rygsøjle, arme, ben og indre organer. Desuden beskrives, hvor moderkagen er placeret, barnets bevægelser og man vurderer mængden af fostervand.
Nogle misdannelser er tydelige, men andre er knapt så tydelige. Derfor er det ikke muligt at finde alle misdannelser.
Hvis fagfolkene mistænker noget unormalt ved dit barn, vil du få det at vide med det samme, og du vil blive tilbudt en samtale med speciallæge. Ved samtalen vil du blive informeret om behandlingsmuligheder og evt. konsekvenser. Ved meget alvorlige misdannelser er det muligt at få foretaget abort op til 22. graviditetsuge, hvis det er det, du vælger.
Det kan være en fordel at opdage eventuelle misdannelser inden fødslen. I nogle tilfælde kan der tilbydes behandling af barnet i livmoderen. Og at kende til udfordringer for barnet betyder, at man kan planlægge, hvor det er bedst for barnet at blive født og eventuelt hvilke ting, der kan forberedes i forbindelse med fødslen. På den måde giver du barnet de bedste betingelser ved fødslen.
Hel gennemscanning indebærer en gennemgang af barnets organer samt vurdering af moderkagens placering og mængden af fostervand.
Ved nogle sygehuse bliver du indkaldt til undersøgelsen, og andre steder skal du selv bestille tid – for det meste på en hjemmeside.
Kilde
Retningslinjer for fosterdiagnostik – prænatal information, risikovurdering, rådgivning og diagnostik. Sundhedsstyrelsen 2017.