Hej
Jeg ved egentligt ikke, om det er tilladt for mig at skrive her, når jeg ikke selv er gravid, men jeg prøver at søge lidt info. Og har tilmeldt mig her på siden.
Faktisk er jeg farmor, og min søn og svigerdatter venter en pige til november. Hun er 25+4.
Hun har en del plukveer, som gør ondt ( hvad de jo ikke skal ) og har derfor været på hospitalet. Hendes livmoderhals blev i første omgang i går aftes målt til 2,0 – dog igen her til middag 3,9, hvad den også var, da hun fik den målt for nogle uger siden i et forsøg, hun er tilmeldt.
Hun er selvsagt meget bekymret og ked af det, da hun er bange for at miste. Hun har fået en ny tid til scanning om 14 dage, men synes, der er lang tid til, da hun stadig med mellemrum får disse plukveer, som har en tendens af menses-smerter, siger hun. De kommer fra tid til anden, også selvom hun ligger ned.
Hun kan selvfølgelig altid ringe derind igen, hvis hun bliver yderligere bekymret eller stadig har plukveer, men det gør ikke hendes bekymring mindre. Indtil videre skal hun tage den med ro, slappe af så meget som muligt, men hvad gør man reelt, hvis disse plukveer ikke stopper, og hvis hendes livmoderhals vil skifte frem og tilbage mellem 3,9 og, når hun så har disse plukveer igen, måske ned til 2,0 eller endnu mindre. Kan man give vehæmmende medicin, eller gør man ikke sådan noget?
Reelt ved jeg godt, at jeg ikke kan gøre så meget, tænkte bare, at hvis jeg fandt nogle svar, der måske kunne berolige hende, ville hun og hendes krop stresse lidt af…. Jeg kan læse rundt på nettet, at der trods alt er mange, som, trods afkortet livmoderhals og plukveer, går tiden ud eller tæt på, men kan hun ellers gøre noget selv, kan hun “tillade” sig at bede om scanning hver uge eller anden form for tryghed, så der kan holdes øje med hendes livmoderhals?
På forhånd 1000 tak for svar, hvis jeg er heldig at få svar… Selvom jeg ikke selv er gravid.
Med venlig hilsen
En meget bekymret farmor
Pia