Kære Bekymrede.
Det er meget fint at du tager en gravitamin dgl. og allerede er startet efter din missed abortion.
Det er rigtigt, at man anbefaler kvinder der tidligere har født barn med neuralrørsdefekt at tage 5 mg.
Vi ved jo ikke, hvorfor du havde en missed abortion sidst, og sandsynligheden for at der var tale om et foster med neuralrørsdefekt er yderst lille.
Du tager som anbefalet 4 mg ( 400 mikrogram) og så skal du huske at der i en god lødig kost også er folsyre.
Folsyre findes i de fleste fødevarer. Lever, bælgfrugter og grønne grønsager har høje indhold.
Andre gode kilder er brød, gryn og de fleste frugter og grønsager.
Så ud fra det ovennævnte, tror jeg du er godt dækket ind.
Lige om lidt skal du måske til nakkefoldsscanning, og så får du set den lille, så din bekymring kan blive mindre på det område.
De bedste hilsner
Rie Rømer
Jordemoder