Alle gravide kvinder har ret til almindelig graviditetsorlov fra fire uger før forventet fødsel. Inden for disse fire uger kan kvinden selv bestemme, fra hvilket tidspunkt hun ønsker orlov, og dette kan ske med kort varsel.
På det offentlige arbejdsmarked har du ret til at tage orlov 6 uger før termin. Du har også mulighed for at benytte alle eller nogle af de 10 omsorgsdage i 7. og/eller 8. uge før fødslen. Der kan også være særlige bestemmelser i din overenskomst, som giver dig særlige muligheder med hensyn til graviditetsorlov. Din fagforening eller kommunen kan oplyse dig om dine rettigheder.
Fraværsmelding og sygemelding
Du har ret til fraværsmelding, hvis din læge skønner, det medfører risiko for barnet, at du fortsat arbejder, og du ikke kan blive omplaceret til andet arbejde uden risiko for barnet. Ved fraværsmelding har du ret til fuld løn, betalt af arbejdsgiveren.
Du har ret til sygemelding, hvis du bliver syg af tilstande forårsaget af graviditeten, fx truende for tidlig fødsel eller symptomer på svangerskabsforgiftning. Ved sygemelding gælder regler for sygedagpenge
Spørg lægen eller jordemoderen, hvordan du skal forholde dig. Du kan få yderligere vejledning i din kommune eller i din fagforening.