Hej
Du skriver, at du endte med kejsersnit på grund af grønt fostervand, påvirket hjertelyd, lav iltmætning og manglende progression.
Jeg kan godt forstå, du gerne vil prøve at føde vaginalt, og den mulighed kan du sagtens forsøge. Chancen for at barnet ikke er stresset og trænger bedre ned i bækkenet næste gang skal prøves.
Husk på at 75 % af dem, der får kejsersnit første gang lykkes med at føde vaginalt næste.
Hvorfor de 25 % får kejsersnit igen, afhænger jo af årsagen til det tidligere kejsersnit.
Der er udført flere store undersøgelser for at finde ud af, hvor lang tid det er hensigtsmæssigt at have mellem fødslerne, når man tidligere har fået kejsersnit. Den ene undersøgelse er foretaget på 1572 kvinder, og den viser, at hvis der er under 12 mdr. imellem ( fra fødsel til fødsel) er der ca. 5 % risiko for, at livmoderen brister under fødslen. Hvis man derimod venter 1 år mere, falder risikoen til ca. 3 %, og venter man yderligere 1 år mere (altså 3 år mellem børnene) er risikoen ca. 1 %.
Aldersmæssigt har du stadig god tid, så jeg syntes, I skal blive gravide, som det passer ind i familien med et nyt lille barn.
Held og lykke.
Mange hilsener
Rie Rømer
Jordemoder