Elsk, elsk, elsk…
Det lyder måske banalt. Men i første omgang handler det om at slappe af, nyde hinanden og jeres kærlighed samt masser af sex. Samleje 2 – 3 gange om ugen, hvor manden har udløsning oppe i kvinden, betyder, at der døgnet rundt vil være levende sædceller klar til sammensmeltning med et æg, hvis der tilfældigvis skulle komme et befrugtningsdygtigt et af slagsen forbi. Ved den metode vil cirka 8 ud af 10 par få deres ønske opfyldt i løbet af det første år.
Mange ting skal ”gå i hak”…
Der er væsentlige forudsætninger for befrugtningen. Manden skal producere levende sædceller i rigelige mængder, og kvinden skal have æggeledere med passage mellem æggestok og livmoder, som nogle af de væsentligste ting.
Tilskud af folsyre
Folsyre er et B-vitamin. Det er anbefales af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen at tage folsyre (400 mikrogram) fra graviditet ønskes og de første 12 uger af graviditeten.
Folsyre nedsætter risikoen for at føde et barn med neauralrørsdefekt. Barnets neuralrør udvikles tidligt i graviditeten, oftest før du er klar over, at du er gravid. Derfor er det vigtigt at tage folsyre, allerede
fra du planlægger at blive gravid. Se mere om Folsyre her.
Hvornår kommer barnet?
Ved hjælp af terminsberegneren på sundhedsplejersken.dk, kan I få ægløsningstidspunkt, befrugtning og terminsdato at vide – alt beregnet efter Naegels formel. I skriver kvindens sidste menstruations første dag i beregneren, samt det antal dage kvindens cyklus plejer at vare. I kan selvfølgelig også bruge en “tænkt dato”, så kan I måske være heldige at være med til at bestemme, hvornår I synes det kunne være dejligt, at barnet kommer. I kan se, om I kan ramme, men I må finde jer i, at det er naturens kræfter, der råder.
- Fertiliteten falder med alderen, og det anbefales at få sit første barn, mens kvinden er i 20’erne.
- Undgå usikker sex for at forebygge seksuelt overførte sygdomme.
- Bliv testet, hvis du er i risiko for at have fået en seksuelt overført sygdom, og bliv behandlet, hvis du er smittet.
- Hvis du ønsker at blive gravid, anbefales regelmæssigt samleje 2-3 gange ugentligt. Vær opmærksom på at have samleje ved ægløsningstidspunktet.
- Undgå aktiv og passiv rygning.
- Hold dig normalvægtig (BMI 19-25).
- Undgå cannabis.
- Vær fysisk aktiv.
- Kvinder: Undgå så vidt muligt alkohol, når du forsøger at blive gravid, og undgå alkohol under graviditeten.
- Mænd: Undgå overforbrug af alkohol (maksimalt 14 genstande om ugen).
- Undgå anabolske steroider.
- Kvinder: Indtag højst 300 mg koffein dagligt (svarende til tre kopper kaffe).
Menstruationen kommer ikke.
Når et modent æg fra en æggestok er skudt af, er blevet befrugtet af en sædcelle fra manden, og det befrugtede æg har sat sig fast i livmoderen, så startes der hormonelle processer, som blokerer for, at slimhinden udstødes, og derfor kommer kvindens menstruation ikke. Det sker, at nogle kvinder i de første 1 – 2 måneder af graviditeten har blødninger, som er kortere og svagere end sædvanlig menstruation. Det kan være lumsk – især hvis I ikke ønsker jer et barn, så pas på den situation.
Brystspænding, træthed og kvalme.
Andre tegn på graviditet kan være brystspænding, en fornemmelse af væske i kroppen, træthed og kvalme – især om morgenen. Graviditetstegn opleves forskelligt fra kvinde til kvinde, ligesom det også kan variere for den enkelte kvinde fra graviditet til graviditet.
Graviditetstest.
Hvis I gerne vil vide, om I har haft held med jeres elskov, og der er baby i sigte, så kan I prøve med en graviditetstest. De kan købes på apoteket, i de fleste dagligvarebutikker foruden på nettet. Kvindens urin bruges til testen. Ved et besøg hos den praktiserende læge kan lægen også udføre forskellige undersøgelser for at fastslå, om I har et barn på vej (graviditetstest, blodprøve, gynækologisk undersøgelse).
Bruger I selv en graviditetstest, så er det vigtigt, at I sikrer jer: 1. Det er den rigtige test (der findes jo også ægløsningstest). 2. I tager den på det rigtige tidspunkt i forhold til menstruationen (nogle tests lover måske, at de kan vise resultater lige lovlig tidligt i forhold til den forventede blødning). 3. I følger brugsanvisningen nøje (fx om det skal være morgenurin, om kvinden må have drukket alkohol osv.). 4 I aflæser testen korrekt.
Testen viser at kvinden IKKE er gravid.
Hvis menstruationen stadig ikke kommer, skal I overveje, om kvinden kan være gravid, selv om testen er negativ. Der kan være tale om forskellige typer af fejl, der gør, at aflæsningen viser negativ, selv om kvinden er gravid. Det kan også være forhold omkring graviditeten, der er årsagen. Det er derfor altid en god ide at gå til den praktiserende læge i den situation.
Testen viser at kvinden er gravid.
Det er den praktiserende læge, som sædvanligvis står for den første kontakt, med sundhedsvæsenet, når I venter barn. Ved tidsbestillingen er det klogt at fortælle, det drejer sig om en graviditetsundersøgelse. Så får lægen sat den nødvendige tid af.
Kilde:
www.sst.dk