Hej
Jeg bliver nødt til at stille et spørgsmål for, at både jeg selv og min kæreste kan få ro i sindet…
Jeg er gravid 11+0, og vi er meget lykkelige. Vi har dog et åbent forhold og samme måned jeg blev gravid, var jeg også sammen med en anden mand. Det ærgrer vi os over nu, men det er jo for sent.
Jeg har haft lidt uregelmæssig menstruation, siden jeg stoppede med p-piller i sommer. Min kæreste har “holdt igen”, når vi har haft samleje, da vi af andre årsager først ville blive gravide i år.
Jeg var sammen med den anden mand én gang, vi brugte kondom og han bekræfter, at det var intakt efter samleje. Den første dag i min sidste menstruation var 1. januar. Jeg var sammen med den anden mand d. 13. januar.
Jeg har termin 12. oktober, og jeg har derfor regnet ud, at undfangelsen må have været d. 19 januar. Finder du frem til det samme? Og i så fald er det vel umuligt, at den anden mand skulle være faderen, når der er cirka 6 dages mellemrum? Terminen er cirka.
Min kæreste og jeg har haft ubeskyttet samleje flere gange den måned, blandt andet omkring d. 19., så vidt jeg husker. Jeg kan derfor regne ud, at sandsynligheden er størst for, at det er min kærestes.
Jeg er selv meget rolig og min fornuft siger mig, at det helt sikkert er min kæreste, der er fader til barnet. Men jeg tænker naturligvis over det. Min kæreste er derimod meget bekymret og vil nok gerne have en faderskabstest. Jeg har set, man kan afgøre faderskabet ud fra en blodprøve fra moderen fra uge 14. Resultatet foreligger to uger senere.
HVIS nu et resultat skulle vise, at det ikke er min kæreste der er far, hvad er så reglerne for en abort i mit tilfælde? Ikke at jeg på nogen måde forventer det, men i værste fald…?
Det er pinligt at spørge om, men vi må have ro i sindet, for lige nu er det svært at glæde os sammen, når han er så usikker på, om det er hans. Jeg føler mig meget alene med “mit” barn.
Jeg håber, du kan hjælpe os… Tusind tak..