Kære Charlotte
Du skal nu ikke være så bekymret.
Jeg ved godt, vi er tudet ørene fulde om, hvor farligt det er at spise rå æg – men det er jo kun, hvis der er Salmonella i de æg, vi spiser.
Siden 1996 skal hønsebesætninger, hvorfra der sælges æg, være tilsluttet den offentlige salmonellahandlingsplan, så stort set alle de æg, vi køber i Danmark, er allerede tjekket for Salmonella fra ægproducentens side.
Skulle du være så uheldig at få Salmonella, sker der IKKE noget med barnet – det er dig, der bliver syg.
Symptomerne på en salmonellainfektion begynder typisk 1-2 døgn efter, at man har spist mad med salmonellabakterier.
Sygdommen viser sig normalt som en mave-tarm-infektion. Mavesmerter, diarré, let feber, kvalme og opkastning er almindelige symptomer. De fleste kommer sig af sygdommen på et par dage.
Held og lykke fremover.
De bedste hilsner
Rie Rømer
Jordemoder