Hej Rie
Måske det er et lidt fjollet spørgsmål, men her kommer det … måske du kan give mig lidt ro i sjælen.
Jeg har læst et sted, at man som gravid helst ikke skal udsættes for (kraftige)vibrationer og gætter på, at det også er derfor, man frarådes at anvende massagestole, massageapparater og lignende som gravid. Er det korrekt?
Vi har herhjemme et håndholdt, ET-lignende monster af et massageapparat – til musklerne vel at mærke – som udsender nogle ret kraftige vibrationer. Jeg har ikke anvendt det under min graviditet, hverken på mig selv eller kæresten, da jeg er usikker på om de vibrationer, der forplanter sig igennem mig i forbindelse med det, kan være skadelige for min graviditet.
I går lagde min kæreste sig på sofaen, med massageapparatet imellem sig selv og sofaen, så vibrationerne forplantede sig igennem sofaen, hvor jeg sad ved siden af, så jeg nærmest vibrerede med. Ikke kraftigt, men nok til at jeg tydeligt kunne mærke det i kroppen.
Jeg blev kun siddende kortvarigt, men er nu bekymret for, om det kan have være skadeligt.
Da jeg senere, i forbindelse med min træning, lavede mine maveøvelser, fik jeg pludselig en stikkende smerte i siden af maven, et stykke fra lysken og holdt derfor inde med det. Da jeg senere sad og slappede af, kom smerten igen nu i den anden side også. Det varede kun kort, men var nok til at jeg er blevet bekymret for, om der kan være nogen sammenhæng?
Eller er det mere sandsynligt, at det bare er muskelømhed eller ligamenter, der giver sig?
Det skal lige nævnes, at jeg i dag har været til en planlagt scanning, hvor den lille havde det fint.
Har jeg nogen grund til at bekymre mig? I så fald er der så nogen forholdsregler, jeg skal tage, eller særlige ting jeg skal være opmærksom på?
Kan der være konsekvenser, som først viser sig senere, eller kan jeg roligt bruge massageapparatet også på mig selv og fortsætte min mavetræning som vanligt, lidt endnu?
På forhånd tak for hjælpen.