Blodprøven kaldes en doubletest, fordi der bliver målt koncentration af to stoffer, der dannes i moderkagen. Niveauet af de to stoffer er oftest anderledes i graviditeter, hvor fosteret har Downs syndrom.
Resultatet af blodprøven hjælper med til at vurdere risikoen for, om fosteret har Downs syndrom. Blodprøven bliver taget hos din praktiserende læge og kan tages i perioden fra 8 uger + 0 dage til 13 uger + 6 dage (du kan eventuelt bruge terminsberegneren for at se, hvilken uge du er i).
Det er vigtigt, at prøven er taget, inden du kommer til nakkefoldsscanning, så sygehuset har resultatet og kan give dig den endelige risikoberegning ved scanningen – et samlet svar.
Se mere om Nakkefoldsscanning og om sundhedsmyndighedernes tilbud.
Kilder:
Retningslinjer for fosterdiagnostik – prænatal information, risikovurdering, rådgivning og diagnostik. Sundhedsstyrelsen 2017.
Gravid – undersøgelse af fosteret Sundhedsstyrelsen 2017. Findes på sprogene: dansk, engelsk, arabisk, polsk og somali. www.sst.dk.