Hvis du ønsker at blive gravid, anbefaler sundhedsmyndighederne dig at stoppe med at drikke alkohol – for en sikkerheds skyld. For det er ikke godt med alkoholpåvirkning af et lille foster, som er ved at udvikle alle vitale organer som fx hjernen.
Langvarig påvirkning fra alkohol af fostre kan give skader på hjernen, som følger barnet resten af livet. Det kan fx være sen udvikling og også egentlig retardering, særlig følsomhed (uroligt og sårbart barn) og også andre neurologiske skader. Børn med det man kalder føtalt alkohol syndrom (FAS) er også mindre ned andre børn og har et karakteristisk udseende. Hjernen og hovedomfanget er også mindre end hos andre børn. En del børn med FAS har brug for meget støtte og specialpædagogik livet igennem. Der fødes cirka 100 børn om året med FAS.
Ud fra videnskabelige undersøgelser har det endnu ikke været muligt at afklare, hvor lidt eller hvor meget alkohol et foster kan udsættes for, før det skader. Derfor giver sundhedsmyndighederne gravide kinder den anbefaling at undgå alkohol.
En del kvinder har ubekymret drukket alkohol, og opdager så efterfølgende graviditeten. Man kan jo ikke spole tiden tilbage. Men at stoppe med alkohol er i den situation selvfølgelig det helt rigtige at gøre. Og er bekymringen for barnet der stadig, så er det en god ide at tale med læge eller jordemoder om den konkrete situation.