Hej
Jeg har desperat brug for vejledning til, hvordan jeg skal håndtere en 20 mdr. dreng, som skal være storebror om 7 uger.
Jeg er en voksen kvinde på 37 år (uddannet børnesygeplejerske, studerer nu på universitetet), som er “alenemor” til min 20 mdr. gamle dreng, som er en MEGET aktiv og nysgerrig lille fyr med masser af gå-på-mod og selvfølgelig verdens 8. vidunder i vores øjne.
Jeg er alene med ham da faderen tager afsted 0530 og kommer hjem mellem 18 og 19, han går i vuggestue 7-8 timer dagligt og trives.
Jeg er gravid i uge 33 og er meget bekymret for hvordan det skal gå når den lille ny kommer, jeg har intentioner om at hun skal ammes og de første mdr. er det jo et meget tidskrævende projekt.
Årsagen er at min dreng, hele tiden ønsker mit selskab/nærvær og han er meget dårlig til at underholde sig selv. Jeg har ingen forventning om at en så lille fyr kan lege selv i lang tid ad gangen, men jeg ville dog ønske han kunne gøre det i 15-20 minutters perioder og selvfølgelig i det rum hvor jeg er.
Jeg kan ikke få lov til at lave med eller andre praktiske ting uden han står og hiver i mig og vil op, jeg tager ham ofte op så han kan se hvad jeg laver og en sjælden vil han også gerne sidde i sin højstol og se på.
Jeg synes jeg bruger meget tid sammen med ham, hvor mit fokus er hos ham 100 %. Måske jeg har været for gavmild.
Jeg har de sidste dage prøvet at sige til ham, at lige nu laver jeg mad eller hvad det nu må være og lade ham blive vred og ulykkelig, jeg ignorerer ham ikke, men taler til ham og forklarer hvad jeg skal, men han jo så lille at han ikke forstår det…..han bliver MEGET meget meget ulykkelig og efter ca. 10 min. holder han så op med at græde. Så sætter jeg mig ned og kalder ham hen til mig. Så kommer han op og putter sig ind til mig næsten klamrende og jeg har den sorteste samvittighed overhoved og føler jeg har svigtet ham og kan græde over det. Men når han så har siddet hos mig i ca. 5 minutter vil han gerne lege selv og hans humør er godt og han pludrer…..han vil kramme i ny og næ og så leger han videre.
Jeg aner ikke hvordan jeg skal gribe det an…..
Hvordan skal man få ammet den lille ny hvis han står og græder ved siden af og vil have jeg skal komme med ham og lege.
Jeg skal ovenikøbet have kejsersnit og må derfor ikke løfte på ham de første 12 uger…..
Mange hilsner