Hej Skousen
Jeg har heller ikke kendskab til en bog om vuggestuebarnet a la den du beskriver, du ønsker. Men vi har lavet et par artikler om start i vuggestue (se link i højre side), som måske kan give dig lidt mere viden, men jo langtfra har det indhold, som en bog ville kunne have.
Bogen ”Forstå dit barn 0-8 år” har et afsnit om barnet i vuggestue og beskriver også barnets udvikling i denne alder – det er nok noget af det, jeg tænker, kommer nærmest det, du efterlyser.
Nogle børn er mere forsigtige end andre. Du hjælper din datter ved, at I snakker med vuggestuepersonalet om, hvordan I kender jeres datter, når hun starter i vuggestuen. Og dine overvejelser omkring, at det er godt for hende, at hun starter sammen med sin far, der ikke er så bekymret, som du måske er, det lyder som en god plan.
Jo, mere I fortæller personalet om hende, hendes behov og hvordan I plejer at håndtere dem, jo bedre kan personalet give hende oplevelser, der er genkendelige og dermed gør hende tryg.
Og giv hende en ting med hjemmefra, som hun er glad for. Det skaber tryghed. Mange vuggestuer har også billeder hængene af børnenes forældre. Det er godt at have dem, fra første dag barnet er alene i vuggestuen. Så kan barn og personale sammen snakke om mor og far, sammen studere billederne og barnet, der endnu ikke har meget sprog, kan forstå, at det barnets egne forældre, de sammen snakker om og der kan opstå en samhørighed mellem barn, billeder og det personalemedlem, som barnet primært er knyttet til i institutionen.
Held og lykke med vuggestuestarten.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.