Kære Else
Hvad gør jeg (vi) med hidsighed og hård trods hos 4-årig?
Vi er begavet med et styk dejlig, glad, temmelig kvik, sød, social , velfungerende og -på godt og ondt –selvstændig lille pige på 4,5. (vi har ikke flere børn).
Jeg skriver fordi hun de sidste 3 uger ’kæmper imod’/siger Nej til snart sagt alt, også med min mand hvilket hun normalt aldrig gør. (Det har ’altid’ i perioder været svært med én ting gangen – en lang periode var det nærmest umuligt at komme af sted om morgenen, en anden at få hende med hjem.) Derudover er hun om aftenen begyndt at blive aggressiv, når der er noget hun ikke vil.
Jeg har haft en smule længere arbejdsdage og hun giver udtryk for at savne mig, men jeg tvivler på at det bare kan være dét (udenfor min indflydelse men i afgrænset periode heldigvis) Vi har heldigvis nogle gode morgner men vores lille famille er ved at sprænges af konflikterne.
Jeg ville blive glad for et par gode råd om konsekvens og regler. Vi har talt om, at det vil være godt at have en ’ens’ konsekvens hver gang, hun ikke gør hvad jeg beder om/ gør noget hun ikke må (som eksempelvis at tage mad hun har fået nej til).
Vi går jo ikke ind for decideret at straffe hende med ind på værelset tage privilegier eller noget- det er hun for lille til synes jeg (!?).
Det er lige inden eller under putning, hun kan blive temmelig vred. Dette gør hun kun overfor mig. Når hun opdager, at jeg insisterer på noget (som fx at hun skal have børstet sine tænder eller ikke må sove med alle vores dyner) slår, sparker, bider, river og eller spytter hun på mig.
Det virker helt bevidst, og jeg er skræmt over, at hun viser den side. Hun har altid godt kunne smække med døren men ikke tidligere ladet det gå ud over andet end ting.
Hun er ellers socialt velfungerende har aldrig ellers hverken slået eller bidt nogen, har mange venner. Hun er tydeligt gal på mig, men Jeg aner ikke hvorfor hun gør det:
Sidst røg det ud af mig ’hvor har du dog lært det?’. hun svarede ’Fra X og Y’ som er et par aktive/frække ældre drenge ( 6 og 7 år) i børnehaven, men muligvis fordi jeg samme dag havde bemærket, at de to ikke opførte sig rart. Jeg har også hørt hende sige ’det er alligevel Far der bestemmer’, men han plejer at holde sig helt udenfor til konflikten er slut.
Hun er tydeligvis meget gal på mig over et eller andet- Når det sker, er hun svær at komme i kontakt med, så jeg prøver bare at sige, at det må hun ikke/værge for mig, gå væk fra hende. En enkelt gang har jeg sat hende ind på sit værelse og sagt, hun måtte komme ud når hun ville sige undskyld.
Når hun falder ned, græder hun, og jeg trøster og vi er ’gode venner’ igen, og jeg kan ås putte/børste tænder/spille brætspil færdigt – men så gentager det sig jo igen dagen efter.
Min mand og jeg er lidt uenige mht. trøst i den her situation, idet vi diskuterer, om det at jeg trøster, når hun bliver ked af det Nej, betyder, at hun ikke lærer noget af det.
De andre situationer hun kæmper imod er: Ikke at måtte få X legetøj når vi handler, ikke at måtte gå på bestemt legeplads på vej hjem – så sætter hun sig ned og vil ikke flytte sig, før hun får sin vilje – og så står vi der en times tid eller mere, få nej til dessert så går hun bare ud og laver sig en.
Jeg håber du kan være behjælpelig med et par gode råd så vi kan arbejde os tilbage på sporet og ’kende hende” igen,